Kongelig konspiration: And eller svane?

Rolf Dorset: Paradisbarnet - en bog om H.C. Andersens herkomst (Tiderne Skifter, 266 sider, 258 kroner).

       

Han var en verdensberømt kunstner. Om hans biologiske ophav hersker der usikkerhed. Han voksede op som søn af en håndværker i små kår, men hans talent blev opdaget af velyndere i København, der skaffede ham en uddannelse, så han siden kunne lægge nationen og hele Europa for sine fødder. Hans opstigning fra støvet til stjernerne er nærmest fantastisk. Hans navn var Bertel Thorvaldsen.

Den samme historie kan fortælles om H.C. Andersen, hvis utrolige karriere han selv var den første til at mytologisere. Det mytiske og utrolige har ledt til den tanke, at Andersen i virkeligheden slet ikke var skomagersøn, men uægte barn af Elise Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær og den senere kong Christian VIII.

I bogen 'Paradisbarnet', som støtter denne hypotese, gør Rolf Dorset selv opmærksom på dens indebyrd: Historien om den grimme ælling udlægges normalt som et dementi af janteloven, og derfor indgår den som element i kampen om den nationale selvforståelse. Jo, du kan tro, at du er noget. Udlægger man derimod historien som en allegori over Andersens kongelige ophav - svanen som plejebarn i den usle andegård - står janteloven ved magt. Man slipper kun ud af andegården, hvis man ikke er and.

Tesen, der første gang blev fremført af Jens Jørgensen, har kun ganske lidt for sig. Det er temmelig sikkert, at den kvindeglade prins Christian har besvangret mere end en undersåt i forbifarten. Derfra er der stadig langt til et bevis. Den lille Hans Christian blev indført i kirkebogen som søn af sine forældre, født 2. april 1805. Elise Ahlefeldt gav koncert på selve den dag, hun skulle have barslet, men Dorset mener, at der er svindlet med kirkebogen. Og så ligner ræsonnementet den konspirationsteori, der altid ser bort fra det åbenlyse, mens den udleder alt for meget af tavsheden. Den søger bekræftelse i den mindste detalje og ignorerer de tydeligste tegn på det modsatte. Hvorfor findes der intet spor af skriftligt vidnesbyrd eller rest af sladder, når nogen må have vidst noget, spørger Dorset. Se, det er netop det fine ved det, lyder svaret, for om den slags herskede der jo udbredt tavshed.

Dårligst underbygget er Dorsets påstand om, at en »fru Zimmermann«, som Andersen besøgte i Berlin, i virkeligheden er identisk med hans påståede biologiske mor. Ud af nogle få notitser i dagbogen tryller han en fantastisk historie om genforeningen af mor og søn, uden f.eks. at undersøge, om der i Berlin på dette tidspunkt faktisk levede en fru Zimmermann.

Hovedindvendingen mod Dorset er dog, at spørgsmålet er forkert stillet fra begyndelsen. Der er ikke noget utroligt ved Andersens karriere andet end Andersen selv. Bogen er da også kun rigtig god, hvor den afviger fra sit hovedspor og karakteriserer Andersen i sin egen ret. Datidens København gjorde plads til en påfaldende social mobilitet, hvad Thorvaldsens historie viser. Det skyldtes først og fremmest den fasttømrede tro i borgerskabet på dannelsens samfundsomvæltende kraft. Borgerskabet var ganske vist selv indspist og indgift til det klaustrofobiske. Men deres forestilling om, at ophavet er ligegyldigt, at et menneskes karakter først udvikles med den rette skoling, var så stærk, at der faktisk var plads til en skævert som Andersen.

Den stærkt ambitiøse Andersen gjorde bemærkelsesværdig fiasko som skiftevis sanger, skuespiller, danser og skuespilforfatter. Det Kgl. Teaters censorer var enige om, at stykkerne var hjælpeløse, og at deres forfatter savnede dannelse og modenhed. De anbefalede at sende ham på latinskole med kongelig understøttelse. Dorset fortæller selv historien og kan ikke få denne anbefaling til at rime. Han kan kun se den kongelige far, der ikke er der. Det rimer imidlertid fint med borgerskabets idealer. Hvis man kunne gøre en god borger ud af den ordblinde og kejtede knægt med de besynderlige anlæg, var det bevis på dannelsestankens rigtighed. Alt i alt må forsøget siges at have været vellykket.

(Politiken 8. maj 2004)