Solen staar med Bonden op

Ove Korsgaard: Kampen om folket – et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år. 672 sider. 399 kr. Gyldendal.
       
DET københavnske folketog til kongen den 21. marts 1848 er en af det danske folkestyres grundfortællinger. Den handler om Grundlovens fredelige givelse, suverænitetens rolige overdragelse fra Frederik VII til folket. Hvad de fleste synes at glemme er imidlertid, at ønsket om en forfatning slet ikke stod øverst på den liste af fem krav, som var blevet vedtaget på et møde i Casinoteatret aftenen forinden. Første punkt var modstanden mod foreningen af Slesvig og Holsten. Andet punkt var et krav om foreningen af kongeriget og Slesvig. Først det tredje punkt specificerede, at denne forening skulle ske ved hjælp af en fælles »Rigsforfatning, bygget paa en i Sandhed folkelig Valglov.«

Det er slet ikke tilfældigt, at det nationale står i et sådant forhold til det forfatningsmæssige spørgsmål. Et folkestyre kræver sit folk. Det er denne sammenhæng mellem det etniske og det demokratiske, der er genstand for Ove Korsgaards disputats, som forsvares for den pædagogiske doktorgrad på DPU. Korsgaard går ud fra de forvandlinger, som begrebet folk er undergået siden reformationen – udmøntet i de to grundbetydninger, ethnos og demos, folket som etnisk-kulturel enhed og som politisk enhed.

De to indgår en strømførende forbindelse, som Korsgaard kalder den. I 1848 var opfyldelsen af de nationalliberale krav om samlingen af ethnos og demos i en dansk nationalstat en grov provokation mod slesvig-holstenerne, og resultatet blev det, der er kendt som tre-årskrigen eller borgerkrigen 1848-50. Det blod, der ikke flød i København, blev udgydt så meget desto rigeligere i Jylland.

Korsgaard lægger sig med denne pointe i direkte forlængelse af de seneste års historiske litteratur om perioden. Mest kendt af denne skole er nok Søren Mørchs Den sidste Danmarkshistorie fra 1996, et polemisk-sarkastisk opgør med den etniske danskhedsopfattelse i almindelighed og grundtvigianismen i særdeleshed.

KORSGAARD skriver ikke lige så underholdende som Mørch. Han er meget mere afdæmpet i tonen og nærer ikke nogen personlig modvilje mod Grundtvig. Til gengæld forstår han at sætte begivenhederne i kontekst. Værkets egentlige kup er sammentænkningen af dannelsens historie med den politiske til forskel fra det traditionelle perspektiv, der anser økonomien for politikkens væsentligste ledsagefænomen.

Tilblivelsen af skole- og oplysningsvæsenet hænger nøje sammen med opløsningen af standssamfundet. Indtil det 18. århundrede var det normalt, at børn lærte, hvad de skulle lære, hjemme. Husstanden var rammen om opdragelsen og uddannelsen. Korsgaard viser, at det ikke var tilstrækkeligt for den moderne stat i det 18. og 19. århundrede at centralisere den juridiske, økonomiske og politiske magt. Også vidensdistributionen måtte underlægges staten i form af et fast organiseret skolevæsen. Slaget om fremtidens samfund står i børneskolen. Når husstanden ikke længere stod for oplæringen af sine egne, undergravedes dens autoritet.

Det kan aflæses i den politiske historie. Fra 1849 var demokratiet i princippet organiseret således, at hver husstand havde én stemme, nemlig husfaderens. Tyende og fruentimmere var underlagt hans myndighed. I 1915 fuldbyrdedes opløsningen af husstanden som det politiske livs mindste bestanddel, da også kvinderne fik stemmeret.

Folket havde i denne proces forvandlet sig fra undersåtter til myndige deltagere i den politiske proces. I ældre tid var tyendet underordnet husfruen og husherren, der igen var undergivet lensherren, hvis myndighed igen – i princippet – beroede på kongemagten. Allerede ved enevældens indførelse var det strenge hierarki under opbrydning. Alle stod lige i forhold til den suveræne fyrste.

Modstanden mod demokrati blev i 1840rne båret af to argumenter, nemlig tilliden til landsfaderens gode hensigter og frygten for pøbelvælde. Frederik VIIs notoriske utilregnelighed undergravede det førstnævnte. Modtrækket mod det andet var myndiggørelsen af pøbelen, omskabelsen af almuen til et folk, som man sagde. Grundtvig var blandt de mange, der formulerede principper for en sådan dannelsesproces. Han mente som det væsentligste, at den skulle foregå på modersmålet, for først når folket herigennem bevidstgøres om sin etnicitet, sin danskhed, kan det dannes til demos, demokratisk duelighed. Grundtvigs folkelige dannelsestanker var formuleret som et bevidst alternativ til latinskolernes klassiske dannelse, der indtil da havde været den eneste adgangsbillet til magten og æren. Nu kunne man også pleje den slags ambitioner på bondehøjskoler og seminarier.

BØNDER og degne dannet i den folkelige oplysning førte sig frem på Tinge og vandt magten ved systemskiftet i 1901. Man fnøs. Kun en lille generation senere tog socialdemokraterne over. I 1934 hørte de med partiprogrammet »Danmark for Folket« endegyldigt op med at være proletariatets parti. De havde i mellemtiden bedrevet det samme kunststykke som Venstre og opbygget en hel oplysningskultur, der sikrede deres tillidsrepræsentanter ikke alene den relevante uddannelse men også en tilsvarende selvbevidsthed. Dannelsen har dermed haft en afgørende rolle i spillet om magten.

Den moderne stat har systematisk søgt at danne sine undersåtter til at blive loyale borgere. Samtidig har dannelsen været en afgørende forudsætning for at få adgang til magten. Det særlig interessante i Danmarks tilfælde er, at der har været tre konkurrerende dannelsesidealer i spil: den klassiske, bøndernes og arbejdernes. Den fjerde, nemlig kulturradikalismens af-etnificerede internationalisme, har aldrig haft en politisk vægt, der svarede til dens kulturelle.

Arbejdernes og Grundtvigs dannelsesideal, der oprindelig blev til i oprør mod den statsautoriserede dannelse, bemægtigede sig staten og dens dannelsesapparat. Efter systemskiftet gennemførte Venstre-manden I.C. Christensen den afgørende transformation af almueskolen til en folkeskole. Derudover blev den folkelige repræsentation i statskirken sikret med menighedsrådslovgivningen af 1903. Interessant nok blev begge reformer mødt med modstand fra grundtvigske kredse, der fortsat forstod sig selv som en modkultur og mente, at staten skulle blande sig helt uden om forkyndelse og undervisning. Grundtvigianerne fik dog ved grundlovsreformen i 1915 den sejr, at undervisningspligten blev forældrenes ansvar. Den optræder endnu som § 76 i Grundloven, hvor den udgør den gamle husstands sidste skanse mod statens monopolisering af børneopdragelsen. Korsgaard gør imidlertid også opmærksom på, at det er den samme paragraf, der gør det muligt for muslimske fundamentalister at bedrive deres skolevæsen i Danmark.

Grundtvigs kritikere har en interessant tendens til at overbetone hans betydning. Korsgaard viser, hvordan Grundtvig faktisk kun havde ringe betydning for dannelsen af de første bondehøjskoler, inklusive oprettelsen af Rødding Højskole i 1844. Det var praktikere som Kold, Flor og Bjørnbak, der formåede at give bondehøjskolerne form og indhold. Først efter 1864 og de nationalliberales og med dem den borgerlige dannelses fald fra magten, trådte Grundtvig ind som central figur for toneangivende kredse i bondebevægelsen. Grundtvigs betydning var på dette tidspunkt symbolsk, men netop fordi bønderne også udkæmpede en kamp på symboler, en kamp om identitet og bevidsthed, fik Grundtvig alligevel betydning som den, der havde sat ord på det, som bondebevægelsen gerne ville være, nemlig det sande folk.

MENS Genforeningen betød en sammenføring af ethnos og demos, det vil sige alle danske under samme demokratiske styre, skulle det ikke vare længe, før denne sammenhæng blev udfordret. Hal Koch ville under besættelsen have ethnos ud af modstandskampen. Den var ikke en kamp mellem dansk og tysk, mente han, men derimod en politisk kamp mellem demokrati og nazisme. Hans demokratiopfattelse blev i vid udstrækning grundlaget for velfærdsstaten.

Afhandlingens sidste kapitel er en diskussion af folket som begreb i en globaliseret og individualiseret tidsalder, hvor folket i vid udstrækning er blevet til det blot numeriske »befolkningen«. I det, der ligner en personlig konklusion, mener Korsgaard, at folket bør bevares som centralt begreb i samfundets symbolske orden, idet han trækker mere på den tyske filosof Jürgen Habermas’ begreb om forfatningspatriotisme, som netop forsøger at fastholde kvaliteten i folkestyret uden at forfalde til etnokrati.

Som akademisk værk savner afhandlingen referencer til den forskning, der faktisk findes på området, især i Tyskland, hvor begrebet Volk jo ikke uden grund spiller en strømførende rolle i oparbejdningen af den politiske historie. På den anden side er bogen rigelig tyk i forvejen. Den er også stor i sit anlæg, og den læser, der kan stå alle godt 550 siders brødtekst igennem, belønnes med en rigdom af ny eller fornyet indsigt.

Historien er sådan set fortalt før. Ikke på sin originalitet, men på sit format har doktoranden vundet sin merit. Han tænker skolens, kirkens og statens historie sammen til en bredt favnende kulturhistorie, hvis pointer står fremstillet lige så klart, som de er tænkt. Hvor velanbragt, at den forsvares på netop en pædagogisk læreanstalt.

(Weekendavisen 23. april 2004)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar