Intet forår

Den konservative årstid. Betragtninger og visioner efter 2001. Festskrift til Bendt Bendtsen. Red. af Brian Mikkelsen. 268 sider. 248 kr. Hovedland.
       
DEN organiserede konservatisme er et parti, der ikke rigtig vil være bekendt, at det er et parti. Gang på gang fremhæves det med stolthed, at konservatismen ikke er en ideologi, men bare velafbalanceret sund fornuft. Det er charmen ved konservatismen, men også dens svaghed, for mens den er et velegnet udgangspunkt for kritik af utopisk tågesnak, så kommer den til kort, når der skal formuleres en aktiv politik; medmindre den simpelthen låner af de andre. Indtil for nylig blev der lånt rigeligt af liberalismen, men det skal være slut. Nu skal der markeres en forskel. Det kan også ses på bogmarkedet, der inden for det seneste år har set adskillige udgivelser om netop konservatismen. Det kan man så vælge at fortolke som tegn på krise eller frugtbar grøde efter behag.

Antologien forsøger at markere fronter. Socialismen og liberalismen har stirret sig blinde på hhv. ligheden og friheden, mener redaktøren, medens de konservative »ønsker at værne om et åbent samfund, hvor flere mennesker får stadig flere muligheder for at leve deres eget liv sammen med andre.« Brian Mikkelsen er muligvis sluppet af med ideologien, men har erstattet den med varm luft. I praksis vil være svært at finde en socialdemokrat eller venstremand i Danmark, der ikke ville skrive under på noget så uforpligtende. Faktisk kunne kulturministeren godt være kommet med noget lidt mere substantielt, hvis han havde høstet kreativt i sin egen antologi. Prøv f.eks. at lade de konservative være dannelsens parti, som både Adam Holm og Mads Storgaard Jensen foreslår. Dannelsen er vellidt, men hjemløs i politisk sammenhæng. Her kan man, som Kasper Støvring gør det, hente inspiration hos Allan Bloom.

Den konservative afvisning af ideologier hænger sammen med dens kritik af rationalismen. Søren Hviid Pedersen viser, at konservatismen bygger på en mistillid til menneskets evne til at gennemskue og kalkulere verden og fremtiden. Når konservatismen ikke bryder sig om forandring, skyldes det ikke så meget udelt begejstring for det bestående som skepsis over for, hvad mennesker går og finder på i fremskridtets navn. Der er en intim forbindelse mellem konservatismen og den økologiske tænkning: Ikke hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger, er den bedste arv at give videre. Det fremgår tydeligst af Per Stig Møllers bidrag. De må prise sig lykkelige over at have i det mindste én tænker i den konservative folketingsgruppe.

Hvis man undrer sig over, at marxismen i sin tid tiltrak store dele af intelligensen, må et blik på nutidens konservative politikere fremkalde en tilsvarende undren over partiets enestående evne til at rekruttere så få enere og så mange nuller.

Sympatisk nok har redaktøren givet plads til, at den gamle provo Bjørn Nørgaard åbner bindet. Han viser, at konservatismen er et nødvendigt træk i kulturen som sådan, simpelthen fordi fredningen af kultur- og naturværdier må betragtes som et alment gode. Den altid læseværdige Nils Gunder Hansen forlænger ved at se på den meget udbredte kulturkonservative disposition i eliten, som imidlertid meget sjældent udmønter sig i en tilsvarende politisk bekendelse. Til gengæld kan man godt blive træt af Claes Kastholm-Hansen, for han begår den fejl, der er blevet kendetegnende for den standende kulturkamp: han kæmper mod en anonym og karikeret modstander, som ikke findes i virkeligheden. Henrik Stampe Lund peger meget rigtigt på, at den kamp for øvrigt for længst er vundet. Det mener Bo Bjørnvig ikke. Han mener, at vi lever i et kommunistisk samfund. Er det ikke en hån mod dem, der faktisk har prøvet den ægte vare?

Libertarianeren David Karsbøl kan heller ikke se andet end ulykker i det bestående. Han er ikke ret konservativ og har ikke noget fornuftigt at sige om fænomenet. Til gengæld er han en vred og meget ideologisk ung mand. Han hævder, at det er gået ned ad bakke siden indførslen af indkomstskatten for hundrede år siden, og at det er velfærdsstatens skyld det hele.

Han kunne sådan set have godt af at læse nogle af de øvrige bidrag, f.eks. Jacob Dahl Rendtorff, der viser, hvordan ikke kun profithensyn, men også værdier som socialt og økologisk ansvar har fået betydning for erhvervslivet. Konservatismens bidrag til højrefløjens politiske tænkning er netop dens udviklede begreb om fællesskabets nødvendighed, den sociale solidaritet, om man vil. Morten Hesseldahl demonstrerer på glimrende vis, hvordan rettighedstænkningen undergraver denne fællesskabstanke. Problemet er vel også, at det er vanskeligt at finde en virksom erstatning for den nationale fællesskabsfølelse, som har været konservatismens universalløsning indtil for nylig. Man kan ikke dekretere »fællesskabsfølelse« eller »moralsk oprustning« som politisk program.

Antologien giver trods alle gode hensigter ikke noget samlet bud på, hvor konservatismen skal gå hen. Svagest står Sven Hakon Rossel, professor i skandinavistik i Wien, der ender med at mene, at god konservatisme er at gøre, som de gør i Østrig for tiden. Jeg har ikke noget mod krukker, så længe der er noget i dem, som Volmer Sørensen sagde engang. At Rossel omtaler sig selv i tredje person udstråler en selvhøjtidelighed, der desværre ikke står mål med bidragets kvalitet som politisk eller økonomisk analyse.

Det er ingen hemmelighed, at konservatismen som slagfast ideologi er meget bedre repræsenteret af Dansk Folkeparti end af De konservative. Konservatismens grundskrift, Edmund Burkes tanker om den franske revolution fra 1790, udkom ikke for ingenting på Tidehvervs forlag på foranledning af Søren Krarup.

Krarups datter, den altid skrappe Katrine Winkel Holm, giver et bud på en forklaring på dette skift på den politiske højrefløj. Hun mener, at konservatismen forfaldt til skræmt spidsborgerlighed på et tidspunkt, da den i kraft af sit kritiske potentiale skulle være gået i offensiven mod socialdemokratismen, sådan som Dansk Folkeparti gjorde det med succes.

Til gengæld er hendes forsøg på positivt at formulere konservatismen så meget ude af trit med sin tid, at det antager utopiens karakter. Dansk Folkepartis relancering af »Gud-konge-og-fædreland«-konceptet har tydeligvis mobiliseret sit eget segment af vælgerbefolkningen, men det er tiltagende vanskeligt at se fremtiden for tankegangen i et nyt århundrede. Her er man henvist til Per Stig Møllers velovervejede internationalisme, hvis man altså er konservativ.

(Weekendavisen 16. april 2004)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar