Den tragiske konservatisme

Jon A.P. Gissel. Den indtrængende Forstaaelse - Johannes Steenstrups historiesyn. 424 sider. 398 kr. Museum Tusculanums Forlag.

I mange år blev professionaliseringen af dansk historievidenskab omkring forrige århundredeskifte - kendt som»det kritiske gennembrud« med Kr. Erslev som hovedfigur - hyldet som en sejr for sand videnskabelighed og objektiv historisk forskning. Imidlertid kan gennembruddet også identificeres som en sejr for et bestemt livssyn og en særlig samfundsopfattelse, som den netop afdøde J. Chr. Manniche har døbt»Den radikale Historikertradition«.

Denne klare politiske farvning af en videnskabelig tradition betød imidlertid også, at mange betydningsfulde historikere, der ikke havde tegnet abonnement på denne traditions darwinisme, materialisme eller anti-klerikalisme, af eftertiden er blevet enten glemt eller afskrevet som reaktionære og uvidenskabelige. Det gælder betydningsfulde skikkelser som Caspar Paludan-Müller, Vilhelm la Cour og Johannes Steenstrup (1844-1935), hvoraf sidstnævnte med denne disputats har fået sin intellektuelle biografi.

STEENSTRUP var søn af naturhistorikeren Japetus Steenstrup, der blandt andet har indskrevet sig i videnskabshistorien som formidler af udlånet af Zoologisk Museums samling af rankefødder (en slags krebsdyr) til Charles Darwin uden i øvrigt at dele dennes synspunkt. I en takkeskrivelse beklagede Darwin, at Japetus Steenstrup ikke var overbevist om evolutionsteoriens rigtighed. Johs. Steenstrup tilhørte altså fra fødslen et miljø med rødder i Guldalderens idealisme, der forblev skeptisk overbærende over for en ny tids ideer. Det er en hovedpointe for Gissel at vise kontinuiteten i Steenstrups værk, og derfor også at vise den stadigt øgede afstand til den moderne livsanskuelse.

Jon Gissel, der forsvarede sin afhandling i sidste uge, deler Steenstrups konservativt-kristne grundindstilling og dermed også modviljen mod det livssyn, der blev det fremherskende i det 20. århundrede. »Min opfattelse af emnet er grundlæggende tragisk, det handler om en udvikling, der kører af sporet, med dybtliggende skadevirkninger i dansk kultur og historiefaget til følge,« som Gissel skriver. Estrupiatet og de konservative kræfter fremstilles almindeligvis som sene repræsentanter for enevældens uretfærdigheder, men for Gissel er de nogle stakler, der trynes af radikale lømler, som »foretrækker nye vildfarelser for gamle sandheder«. Den har også adresse til den nuværende kulturkamp.

EFTER en kort periode i ungdommen som polemisk brushoved anlagde Steenstrup som vedholdende ungkarl en afdæmpet stil i levned, embedsførelse og forfatterskab. Man får indtryk af et sympatisk og anstændigt menneske. Han var oftere uenig med nogen end uvenner med dem. Et enkelt udsagn om friluftsmennesket Steenstrup belægges med intet mindre end fire nagelfaste fodnoter. Til gengæld har Gissel kun indicier til sin rådighed, når han skal dokumentere en nok så central pointe, nemlig at Steenstrup ikke blot var kristen, men »personlig kristen«. Dette lidt snurrigt tilføjede tillægsord angiver gerne et tilhørsforhold til en vækkelsesbevægelse med den dertil hørende personlige omvendelse. Steenstrup var nok snarere som flertallet i sin samtid almindeligt liberal-teologisk sindet, altså en slags grosbøllsk Jesusreligion blot i et svøb af borgerlig moral; ikke noget med bajere på havnen.

Steenstrup var egentlig jurist af fag, men lagde sig tidligt efter de historiske studier. Hans interesser og kundskaber spændte vidt, og hans produktion var betydelig. Han gjorde studier i normannerne, folkeviserne, Saxo, kvindens historie, kronologi, Christian IV, darwinisme m.m., hvoraf flere stadig står distancen. I modsætning til Erslevs betoning af kildekritikken som eneste vej til positiv erkendelse understregede Steenstrup »den indtrængende Forstaaelse«, behovet for indlevelse i kombination med kundskab om kilderne og en religiøs helhedsopfattelse af historiens sammenhæng.

Det var en slags erkendelsesideal - en blanding af intuition og grundfæstet dannelse - som hans forgænger som professor, åndsfællen Paludan-Müller, kaldte en divinationsgave. Gissel står nu nok temmelig alene med håbet om at genopvække dette forskningsideal i nutiden, og spørgsmålet er også, om Steenstrup havde været helt så konservativ som Gissel, hvis han havde levet i dag.

DER er tale om et meget personligt og på sin vis helstøbt værk - man havde nær sagt vidnesbyrd. Selvom bitterheden over konservatismens nederlag lurer under overfladen, er Gissel langt fra ny-konservatismens hidsige argumentation. Sproget er meget velplejet, illustrationerne traditionelle, men fine og registeret omfattende - med et par mangler.

Man kan meget sigende finde flere henvisninger under opslaget »diskretion«.Det er en sindig og samtidig egensindig afhandling, som i sin indlevelse går videre end den biografiske genre byder, og forskerens identifikation med sin genstand har måske forledt ham til at tillægge Steenstrup egenskaber, som han oprindelig har fundet hos sig selv.

Gissel kan takke den pluralistisk indstillede sen-modernisme, som han ikke bryder sig om, for, at den metode faktisk accepteres. Det var ikke gået an for 15 år siden.

(Weekendavisen 19. sep. 2003)