The closing of the Danish mind

Demokrati mellem fortid og fremtid - en antologi redigeret af Claus Bryld og Søren Hein Rasmussen. 360 sider. Kr. 268. Tiderne Skifter.

EN antologi må i sagens natur stritte i mange retninger, og det samme gør redaktørernes forord. Man kan forstå, at noget gik skævt med demokratiet efter den 11. september og 20. november 2001. De er vrede og bekymrede, men de er også uheldigt upræcise. Man må orientere sig efter skældsordene for at finde retningen. Et af de væsentligste er»populismen«, der defineres som politikernes tilpasning til interesser og offentlige stemninger. I så tilfælde er alle demokratiske politikere populister af princip. Demokrati er nemlig den styreform, der tillader de magtbegærlige at søge popularitet, ganske enkelt fordi de skal stå til regnskab mindst hvert fjerde år.

I antologiens slutning definerer Karl Christian Lammers faktisk populismen på en anden måde. Det er den politiske bevægelse, der betragter den eksisterende magtstruktur som korrumperet og sig selv som folkets sande stemme, deraf navnet populisme, der altså ikke i første omgang har noget at gøre med at søge popularitet, snarere tværtimod. Et populistisk parti er netop principfast, og det passer da også med den omstændighed, at Dansk Folkepartismen er Folketingets for tiden mest hårdkogte ideologi. I sammenligning falder Enhedslisten nærmest ud som enkeltsagsryttere på evigt stemmefiskeri.

Et andet skældsord er »markedsgørelse«. Det har noget at gøre med udliciteringer og statslige aktieselskaber, at markedet trænger ind i den offentlige sfære, som det hedder i Claus Brylds eget bidrag til bindet. Uden nærmere at klarlægge de tre centrale begreber i denne sag - stat, marked og civilsamfund - synes Bryld at forveksle regeringens retorik med dens praksis, der i øvrigt er overtaget restløst efter daværende finansminister Mogens Lykketoft. Den nuværende og den forhenværende regering - og Schlüters og Jørgensens før dem for den sags skyld - har på intet tidspunkt arbejdet for mindre »stat« til fordel for mere »marked« eller »civilsamfund« - med skattestoppet som en potentiel undtagelse. De har alle blot fastholdt eller udbygget en omfattende statsliggørelse af hele samfundslivet i forskellige forklædninger.

At statslige aktieselskaber hindrer offentlighedens adgang til indsigt i de store anlægsprojekter er helt tydeligt et problem, der fortjener opmærksomhed. Faktisk har Stine Berner og Tim Knudsen skrevet et glimrende bidrag til bindet om netop åbenhed i forvaltningen i et europæisk perspektiv. Danmark er ikke et foregangsland, skulle jeg hilse og sige. Men når det i forordet nævnes i samme åndedrag som Berlusconis styre i Italien og Brixtoftes forvaltning af Farum, får man ikke andet ud af det end en tåget oplevelse af, at Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til.

Heldigvis har de fleste af de 22 artikler et meget klarere fokus. Jens Engberg er bedst, når han er bidsk, og han behandler et vedkommende problem: grundlovens manglende sikring af de borgerlige rettigheder. En gennemgang af grundlovens tilblivelse og første revisioner viser, hvordan det tog det meste af to generationers politisk kamp, før retssikkerhed og borgerlig frihed var grundfæstet.

Niels Finn Christiansen overlapper og holder niveauet i sit bidrag om dengang Venstre faktisk var venstrefløj, og Claus Brylds stykke om det tidlige socialdemokrati og dannelsen af fire-parti-systemet efter 1920 er også godt, hvis man ser bort fra perspektiveringen, der som nævnt diffunderer ud i en uafklaret forargelse over tingenes tilstand anno 2003.

ANTOLOGIEN når efter den korte historiske indledning frem til nutiden og fremtiden, og den ser ikke for godt ud. Dorte Jørgensen for eksempel mener, at den seneste universitetsreform har ødelagt universitetet, fordi tanken om dannelsen som institutionens væsentligste formål opgives sammen med dens uafhængighed. Det er en klagesang ikke ulig Allan Blooms begrædelse af The Closing of the American Mind. Jørgensen er en glimrende filosofi-historiker, der imidlertid også gerne vil se sig selv som intellektuel, en fri tænker, der kan svinge sig op til at vise folk, hvad de måske ved, men ikke selv har fået sat ord på. Det er en filosofi, som hun med forbillede hos Hegel kalder begrebets anstrengelse. Jeg finder den bare anstrengende. Det er en humorforladt tænkning, der ikke har sans for kendsgerningernes interessante påståelighed eller den pointerede anekdotes evne til at farvelægge en tekst. Hvis man dertil lægger en selvhøjtidelighed, som må være udskilt af dødsboet efter Martin Heidegger, bliver resultatet meget uelegant.

Henrik Stampe Lund fortsætter i samme konservativt-elitære spor, blot er hans prosa betydelig mere dansabel. Som Jørgensen nærer han mistillid til den almindelige borgers dømmekraft. Udlændingedebatten finder han i lighed med andre af bindets bidragydere utilstedelig. Han udskiller, hvad han mener er højrepopulismens strategi, nemlig at spille på folkets frygt, og han finder spor af 1930erne i tidens debat. Hans egen strategi bygger nu også selv på en tydelig frygt for et samfund styret af pøbelvælde og massehysteri, og den tjener ikke som nogen særlig beroligende modgift for den bekymrede læser.

Søren Hein Rasmussen jævnfører nyttigt mellem vore dages og efterkrigstidens debat om demokratiets beskyttelse af sig selv. Brødrene Rothstein har nogle indsigtsfulde betragtninger om religionsfrihed, men man må spørge sig selv, om det er et optagelseskrav blandt religionshistorikere at se ned på kristendommen?

Ikke alle bidrag kan nå en omtale her. De bedste leveres generelt af ikke-humanister. Ulrik Dahlin skriver spidsvinklet om Venstres mediestrategi og Anders Laubjerg causerer om videreudviklingen af velfærdsstaten som en transnational opgave efter 1989 med både humor, skarphed og lidt nyttig statistik. Gorm Toftegaard Nielsens klare redegørelse for retssikkerheden efter terror-pakken er i sandhed foruroligende.

MAN kunne godt overstå en gennemgang af denne antologi med en henvisning til, at her har redaktørerne trommet nogle gamle kammerater fra venstrefløjen sammen til et sidste slag mod det borgerlige samfund. Men det ville være ramt betydeligt ved siden af målet, en formålsløs gentagelse af masser af andre selvretfærdige forsøg på at afslutte regnskabet med den revolutionære venstrefløj. Aktørerne fra dengang kan tilsyneladende ikke lade emnet hvile, selvom der kun kommer partsindlæg ud af det. Nutidens redaktører og professorer genopfører blot bataljerne fra deres studentertid i 60erne og 70erne foran et palæontologisk interesseret publikum. Medmindre f.eks. Søren Hein Rasmussen for altid vil huskes som den historiker, der blev vraget til PET-kommissionen på grund af sin politiske fortid, skulle han nok selv begynde med at lade sagen ligge.

Jens Liljegren bidrager til antologien med en artikel, hvori han udnævner en stor del af opgøret med venstrefløjen til at være en bevidst kampagne tilrettelagt i redaktionslokalerne i Det berlingske Officin, især på Weekendavisen. Liljegren beskylder flere medarbejdere i Det berlingske Hus for citatfusk. I sin omtale af bogen i Berlingske Tidende undviger en af de påståede sammensvorne, Bent Blüdnikow, klogeligt spørgsmålet. Liljegren synes at have en god sag.

Bogen kan ikke reduceres til at være et forsvar for venstrefløjen. Den er et behjertet og for så vidt også nødvendigt forsøg på at standse op og gøre front, selvom denne front ikke let lader sig tegne på at klassisk politisk landkort. Den generelle begrædelse af tingenes ulykkelige tilstand antager hurtigt et konservativt præg. »Markedet« har man det i almindelighed ikke godt med, men selvom den økonomiske liberalisme er dømt ude, er den politiske ditto stadig inde i varmen.

På den anden side er vi slet ikke inde i den blindgyde, som Oprør fra Midten var. Den nuværende regering - med Per Stig Møller som den hæderlige undtagelse - omtales konsekvent som en klub, man bestemt ikke er medlem af. Derimod er man offer for smædekampagner og fordømmelse fra officiel side. Man er måske oven i købet ikke så lidt af en intellektuel martyr? Man er i hvert fald meget bekymret.

(Weekendavisen 13. juni 2003)