Mod lyset

Jørgen Lyngbye: Lyssagen - Niels Finsen og hans team på Finseninstituttet. 188 sider. 269 kr. Gyldendal.

NÅR naturvidenskaben i sit mest skåltalende humør skal fortælle om sin egen oprindelse, bliver det gerne til historien om lysets heroiske kamp mod mørkets kræfter. Derfor er historien om Niels Finsen nærmest en videnskabens urmyte, for han bar ikke blot videnskabens fakkel i overført betydning. Han brugte lys i ganske konkret forstand til at helbrede en frygtelig sygdom. Denne aktuelle biografi har dog ingen sans for det mytologiske.

Niels Finsen blev født i Tórshavn i 1860 som søn af den senere amtmand. Der blev talt dansk i hjemmet, og den unge Niels blev i 1874 sendt til Herlufsholm for at gå i skole, hvor han imidlertid ikke trivedes. Det endte med, at han blev dimitteret fra den lærde skole i Reykjavik, hvor hans farmor boede. Islandske studenter havde friplads på Regensen, hvor han deltog i studenterlivet. Selvom han i en tidlig alder var plaget af et dårligt helbred - sandsynligvis en hjertefejl - var han ivrigt friluftsmenneske og opnåede i 1892 at blive skandinavisk mester ved den akademiske skyttefest i Norge. Studenternes skydetræning - og bønderkarlenes for den sags skyld - var ingen uskyldig idræt. Den unge Finsen var en stærk modstander af Estrups styre og mente, at våben kunne blive nødvendige som middel mod undertrykkelsen af borgernes rettigheder.

Hans sygdom forhindrede ham i at blive cand.med. med førstekarakter, men et usædvanligt talent med en skalpel skaffede ham en stilling som prosektor, der arbejdede med dissektioner for den kirurgiske professor. Hans berømmelse skyldes imidlertid studier på et helt andet felt. Som så ofte før i videnskabens historie var der ikke tale om et problem, der ventede på sin løsning men omvendt: Finsen havde i naturen iagttaget solens virkning på dyrene og på den menneskelige hud, og han var overbevist om lysets helbredende kraft. Nu manglede han blot den sygdom, som passede til kuren.

Den i dag helt ukendte hud-tuberkulose, lupus vulgaris, var en frygtet og vansirende lidelse, der kan minde om spedalskhed. Finsen udviklede en behandling med brug af koncentreret blåt og ultraviolet lys, der viste sig meget effektiv. Hans forklaring på, hvorfor det hjalp, er siden blevet dementeret, men han var nu også mere praktiker end teoretiker. Ingen kunne anfægte det mirakel, at behandlingen virkede.

Samtidig viste han i øvrigt også, at netop det ultraviolette lys var meget skadeligt for koppe-patienter. De havde gavn af at opholde sig i et rum, hvor kun rødt lys kunne slippe ind.

Finsen-monumentet, "mod Lyset",
af Rudolph Tegner, opstillet 1909,
 foto fra 2012 med min
mobiltelefon

Han kunne ikke opnå støtte til sin forskning fra universitetet, så med hjælp fra private velgørere oprettede han sit eget lys-institut. Lyngbye vil gerne gøre Finsen og hans medarbejdere til »Danmarks, måske verdens, første videnskabelige team i moderne forstand.« Det er en noget flot påstand, for mon ikke eksempelvis franskmændene siger det samme om Pasteur? Hvorom alting er, kunne Finsen prise sig lykkelig over meget kompetente medarbejdere.

Rig blev Finsen ikke af sit arbejde, men så berømt, at hans institut fik besøg af lægefaglige delegationer fra hele verden og af Europas kongelige og kejserlige. Han blev titulær professor og modtog en mængde hædersbevisninger, hvoraf den fineste var Nobelprisen i 1903. Tyskeren Robert Koch, der blandt meget andet havde opdaget tuberkel-bacillen, stod egentlig for tur, men priskomiteen har antagelig taget hensyn til Finsens helbredstilstand. Og det var sidste udkald. Finsen var for syg til at deltage i selve overrækkelsen i Stockholm, og han døde i september 1904, kun 43 år gammel. Begravelsen og den posthume hyldest var en statsmand værdig.

Jørgen Lyngbye er pensioneret læge med speciale i biokemi og nuklearmedicin, og han bruger sin egen faglige styrke i fremstillingen. Hans stil er journalens nøgterne redegørelse snarere end fortællerens fornemmelse for dramatiske højdepunkter. Livsforløbet er fremstillet fint i dets hovedlinier. Hovedpersonens tanker og ønsker følger vi ved hjælp af gode citater fra private breve. Men det glider næsten for nemt fremad. På side 40 interesserer den unge prosektor sig for lys, og på side 41 er han i gang med behandlingen af den første lupus-patient. Så let kan det ikke have været.

Hele innovationens umådelige anstrengelse, iværksætterens hårdnakkede kamp, den tidlige døds tragedie overstås i samme tonefald som problemet med at udvikle apparatur til instituttet. Det er med andre ord ikke kulturhistorikerens life-and-times-biografi, men mindre kan bestemt også gøre det, og Lyngbye skal takkes for at have mindet os om denne store helbreder i 100-året for tildelingen af Nobelprisen.

(Weekendavisen 23. maj 2003)