Hemmelighedskræmmeren

Frede Farmand: Mesteren fra Tvind. 403 sider. 298 kr. Kulturhistorisk Fondsarkivs Forlag.

       

Frede Farmand har beskæftiget sig med Tvind siden slutningen af halvfjerdserne. Dette intime kendskab til Tvind afspejler sig i en imponerende samling af dokumentation, der kortlægger Tvinds internationale struktur i en detaljerigdom, som indtil nu ikke har været offentligt kendt. Journalister og historikere må sammen beundre hans anlæg for research. Farmand har valgt at være sin egen forlægger, og det er ingen god idé. Bogen er en klods, der både vil være en kildeudgivelse og en systematisk gennemgang af emnet. Kildeteksterne er ofte for lange og ledsageteksten præget af et usikkert greb om sproget. Bogens styrke er detaljen, ikke overblikket. Nye læsere anbefales i stedet at læse Hans la Cours glimrende erindringer, Den Rejsende, fra sidste år. Til gengæld har Farmand skrevet en håndbog, der ikke kan undværes af nogen, der beskæftiger sig mere indgående med Tvind.

Amdi Petersen karakteriseres som en profet med en plan, der ikke var anderledes end Maos eller Pol Pots. Forskellen er, skriver Farmand, at det hidtil ikke er lykkedes for Amdi Petersen at erobre en stat. Samtidig skaber han trofaste disciple, der lydigt følger hans bud. Og hans ønske er at omdanne hele verden i sit billede. De tekster, der kendes fra Amdi Petersens hånd, præges af overlæssede metaforer og en særegen tone, der også kendes fra vækkelsesbevægelser. Et gennemgående kendetegn er sprogets forvandling til newspeak, således at »Det Fælles« for eksempel betyder »ledelsen«. At Tvind ligner en sekt og Amdi Petersen en guru, blev hævdet af Kaare P. Johannesen i en besynderlig, men interessant bog, Bavianer , fra 1979, der handler om dominerende handyr i religiøse bevægelser. Johannesens researcher dengang var netop Frede Farmand. En anden af Johannesens pointer var seksualitetens og de seksuelle overgrebs rolle i sekteriske bevægelser. Det tema har Frede Farmand dog ikke taget op. Men han har så vidt vides planlagt endnu et bind om Tvind, og det venter vi spændt på. Farmand viser, hvordan Tvinds finansielle struktur med udstrakt brug af erhvervsdrivende fonde lå klar allerede kort tid efter købet af den første ejendom, et hotel på Fanø i 1970. Han kan også følge den internationale ekspansion i 1980erne, der endte i en krise, fordi Tvinds mange oversøiske engagementer kørte med underskud. Den Store Mesters planer viste sig ikke at være så mesterlige endda. Som kompensation herfor blev hele strukturen strømlinet i begyndelsen af halvfemserne, således at alle dele af Tvinds virksomhed fra tøjindsamling over skibsfart til u-landsprojekter systematisk sendte hele overskuddet til Tvinds fælles kasse. Det skabte i løbet af halvfemserne gode overskud, som via skuffeselskaber blev stillet til rådighed for Kirsten Larsen og Amdi Petersen. Farmand beskylder oven i købet Tvinds mangeårige bankforbindelse, den daværende Bikuben, nuværende BG-bank, for at være stiltiende medvider til disse transaktioner.

Farmand identificerer en dobbelt struktur i Tvind, dels det følelsesmæssige fællesskab i Lærergruppen, som han sammenligner med den tidlige middelalders klosterfællesskaber, dels den finansielle koncernstruktur. Tilsammen udgør de en meget stærk og lukket organisation, der i mange år har kunnet dække over sine aktiviteter for myndighederne. Told&Skat, Civilretsdirektoratet, Undervisningsministeriet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og ikke mindst politiet i Holstebro har i årtier forgæves forsøgt at få skovlen under Tvind. Nogle har hævdet, at Tvind har været fredet af den politiske (læs: socialdemokratiske) top, men den teori har kun begrænset gyldighed. Så en dag dukkede Frede Farmand op med en omfattende dokumentation, der stammer fra en hemmelig kilde, måske endda et højtstående medlem af Lærergruppen. Han solgte sin viden til journalisten Thomas Stokholm, der lavede to udsendelser til TV2 om Tvind i efteråret 2000, og siden blev indstillet til Cavlingprisen for sit - dvs. også Farmands - arbejde. Disse udsendelser baseret på Farmands research fik politimesteren i Holstebro til at iværksætte en undersøgelse af Tvind. I foråret 2001 var sagerne nået så vidt, at politiet med rettens tilladelse ransagede adskillige adresser med tilknytning til Tvind. Forinden var Frede Farmand blevet varskoet, så han kunne være til stede under denne angiveligt tophemmelige aktion. Af det beslaglagte materiale skabtes det endelige anklageskrift. Tvindfolkenes forsvarere ved, at Farmand er den egentlige årsag til, at anklagen overhovedet er kommet i stand, og snedigt nok har de skrevet ham på vidnelisten. Det forhindrer den altid nysgerrige Farmand i at overvære retsmøderne. Denne bog skal derfor også læses som hans svar til Tvindfolkene. Den er ikke kun en beskrivelse af retssagens forudsætninger. Den er som dens forfatter en del af sagen.

Kun nødig afmystificerer Frede Farmand sin egen person. Han ynder at give sine omgivelser indtryk af, at han ved meget mere om den store sammenhæng, end han vil sige netop nu. Offentligheden bliver ladt tilbage med sine spørgsmål: Hvad lever han egentlig af? Eller rettere: Hvem betaler Farmands virksomhed? Hvilke interesser varetager han egentlig? Svar får man ikke, for han tillader i hvert fald ikke andre at gennemgå sine affærer med samme tættekam, som han selv afluser Tvinds regnskaber med. I praksis lever han af at fremskaffe og sælge oplysninger og dokumentation. Han er kræmmer, hemmelighedskræmmer, og hans kundekartotek er i store træk ukendt for andre end ham selv. Påstande om, at han er PET-agent, afviser han, selvom han synes at have udført opgaver for denne tjeneste. Han har i hvert fald privilegeret adgang til informationer fra politiet. Bagmandspolitiet må antages at være Farmands mest ihærdige læsere, ikke så meget fordi de fremlagte oplysninger er ukendte for dem, tværtimod. Dele af dokumentationen stammer simpelthen fra deres kontorer. Farmand henviser jævnligt til materiale, der er journaliseret hos Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet, og han aftrykker den såkaldte kosterliste fra ransagningen, dvs. et inventarium over det beslaglagte materiale. Politi og anklagemyndighed har med andre ord en læk, for det er ikke materiale, som offentligheden normalt har adgang til. Desværre går det antagelig med denne læk som med mange andre forhold i spørgsmålet Tvind: når det handler om Tvind, træder der nemlig en ny presseetisk regel i kraft, ifølge hvilken offentlige myndigheder simpelthen ikke kan begå fejl, for fejlen er jo altid Tvinds, og derfor er der jo heller ingen historie at fortælle om et eventuelt brud på retssikkerheden, vel?

(Weekendavisen 28. marts 2003)