Hans Bonde har i samarbejde med Martin Frei gennemgået dansk idræts forbindelser til Nazityskland, og konklusionen er ganske klar: Danmarks Idræts-Forbund søgte og opnåede et så omfattende samarbejde med den parallelle tyske idrætsorganisation som muligt, selv efter 9. april 1940.
Dette ønske lader sig ikke kun forklare inden for rammerne af den danske samarbejdspolitik. DIF og flere af dets store specialforbund var overivrige efter at arrangere landskampe og internationale stævner. Tyskerne tog imod med kyshånd, for det gjaldt for dem om at lade forholdet til Danmark fremstå så normalt som muligt.
Med pressen stod det ikke anderledes til. Det største specialmagasin, Idrætsbladet, der blev udgivet af Politikens Hus og talte Gunnar ’Nu’ Hansen blandt medarbejderne, omtalte tyske idrætsfolk, deres præstationer og især de store arrangementer som OL i 1936 i vendinger, der snarere bekræftede end modsagde de værdier, som tysk idræt repræsenterede i nazitiden.
I sin selvforståelse var DIF upolitisk. Det blev der rokket ved grundlovsdag 1941, da der var arrangeret fodboldkamp i København mellem et klubhold fra Wien, der nu hørte til Stortyskland, og et udvalgt dansk hold. De mange tyskere i uniform på lægterne gjorde et meget støjende indtryk, og de heilede som hilsen til deres spillere. Det blev de danske tilskuere for meget, og et masseslagsmål brød ud.
Hvad jeg savner i bogen er den tilbundsgående diskussion af forholdet mellem idræt og politik. Det bliver ved eksemplerne. Besættelsesmagten søgte bevidst ved hjælp af idræt at inkorporere Danmark i det nazistiske kulturrum. DIF deltog ud fra den modsatte forestilling, nemlig at politik og idræt er helt adskilte.
Derfor må man også sige, at bogens undertitel – ’Dansk idræt under hagekorset’ – oversælger pointen. Der var ikke tale om, at danskerne generelt stillede sig under hagekorset. Kun enkelte idrætsfolk og -ledere var selv nazister eller sympatisører. Til fælles havde danskerne og tyskerne imidlertid ideen om, at idræt er en fredelig syssel.
Det er da også klart, at forudsætningerne for, at sådan noget som en fodboldlandskamp kan komme i stand, overhovedet er en vis enighed om tid, sted, spilleregler osv. På den anden side kan en landskamp også være et stedfortræderslag i en tænkt eller virkelig krig, en højspændt modsætning mellem to nationer udspillet på en lukket bane.
Ishockeykampen mellem USA og Sovjetunionen under den kolde krig ved OL i 1980 eller fodboldlandskampen mellem England og Argentina ved verdensmesterskabet i 1986, få år efter Falklandskrigen, er gode eksempler.
Grundlovsdag 1941 havde tyskerne åbenbart været så forblændet af deres egen propaganda – og den meget servile omtale af tysk idræt i dansk presse – at de havde undervurderet konfliktpotentialet. Den tysk-nazistiske manifestation var for provokerende, og de danske tilskueres reaktion kom tydeligvis bag på besættelsesmagten – muligvis også på dem selv.
Bonde går så vidt som til at konkludere, at fodboldkampen skabte forudsætningerne for den første voldelige massedemonstration mod den tyske besættelse – og det var jo ikke lige meningen.
Tyskerne foretog efter den erfaring en strategisk omlægning. Der blev spillet en fodboldlandskamp mod Tyskland 16. november 1941, men nu på en ydmyg bane i Dresden uden fare for dansk dominans blandt tilskuerne. Fra 1942 blev der stort set lukket ned for organiserede idrætsaktiviteter med dansk og tysk deltagelse. En af grundene var den enkle, at de fleste tyske idrætsudøvere var indkaldt til militærtjeneste. En anden var, at der ikke var politisk ræson i at bruge kræfter på det.
Det er ikke Hans Bonde ukært at udstille DIF som medløberorganisation. Den anklage ligger nu også ualmindelig godt for højrefoden, ikke mindst fordi DIF’s ledelse efter krigen hvidvaskede sig selv og brugte de få nazister fra egne rækker som syndebukke.
Værket er ganske uskrømtet tilegnet Ernst Petersen, bestyrelsesmedlem i DIF og modstandsmand, Abraham Kurland, jødisk bryder, samt tilskuerne ved kampen 5. juni 1941, fordi de alle havde det til fælles, at de var undtagelserne, der modarbejdede DIF’s politik.
Hvis man kan se bort fra denne lidt kedelige hang til moralisering, er bogen et standardværk om idrætten som et aspekt af kulturpolitikken under besættelsen. Kombinationen af krig, fodbold og billeder af henrivende svømmepiger gør i tilgift bogen til en god gave til den far, der aldrig ved, hvad han ønsker sig.
Hvis man kan se bort fra denne lidt kedelige hang til moralisering, er bogen et standardværk om idrætten som et aspekt af kulturpolitikken under besættelsen. Kombinationen af krig, fodbold og billeder af henrivende svømmepiger gør i tilgift bogen til en god gave til den far, der aldrig ved, hvad han ønsker sig.
(Politiken 17. nov. 2006)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar