Studeprangerens ærværdige virke

Esben Graugaard: Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet. Syddansk Universitetsforlag, 720 sider, 375 kroner. 

       

Mens fjernhandel med levende kødkvæg har haft mytologisk kraft nok til at danne kulisse for en hel filmgenre i Amerika, har de danske cowboys ikke været omgærdet af helt den samme offentlige interesse. Det er ikke, fordi øksnehandelen, som den også hedder, ikke har haft betydning. Stude opdrættet på de store jyske gårde blev gennem århundreder drevet ad Hærvejen sydpå til de holstenske markeder. Sammen med salte sild og norsk tømmer udgjorde kvæget den væsentligste eksportvare fra den enevældige danske konges riger og lande.

I 1788 blev godsejernes monopol på studeeksport ophævet, og det var anledningen til, at driftige og vindskibelige bønder kastede sig ud i erhvervet, mange med stort held. Betegnelsen studepranger blev hæftet på disse handelsfolk som noget nedsættende. Fra København betragtet var der noget eksotisk over disse tarveligt klædte krejlere med deres fede pengekatte om livet.

Det dårlige omdømme lever videre i begrebet studehandel, der henviser til en transaktion fra hæderlighedens randområder, hvor man tygger skrå, spytter i næven, giver håndslag og drikker lidkøb. Esben Graugaards disputats viser, at der ikke var noget særskilt uærligt over studehandlerne, måske endda tværtimod. De var dygtige og pålidelige handelsfolk, der virkede i et internationalt marked, som dækkede de store metropoler, der grænser op til Nordsøen. De var indbyrdes forbundet af forretningsforbindelser og slægtskab, nogle i en sådan grad, at man kan tale om kvæghandlerdynastier, som Graugaard kortlægger minutiøst i store stamtavler.

Varen var et kvalitetsprodukt. Jyske stude var noget nær et , kendt for fremragende kød, og det endskønt avlsarbejdet længe var alt andet end systematiseret. Fra 1840’erne forskød afsætningen sig langsomt fra Nordtyskland til England. Studeflokkene forsvandt fra de jyske veje. Jernbaner og dampskibsfragtruter til de østengelske havne tog over, og nu hed det ikke længere studehandler, men kreaturkommissionær. Briterne lukkede af for importen af levende kvæg fra Danmark i 1892 på grund af frygten for mund- og klovsyge. Selv om det var en katastrofe for kreatureksporten, var den andelsbaserede eksport af bacon, æg og smør allerede ved at erstatte tabet. Kreaturhandlernes storhedstid var forbi, da Første Verdenskrig brød ud.brand

Graugaard er blot en af flere historikere, der er ved at revidere en gammel københavnerfordom om Jylland – og især Vestjylland – som et historisk set fattigt og tilbagestående udkantsområde befolket af asketiske hosebindere, traurige hedebønder og tomme motorveje. Disputatsen bekræfter til fulde, at Vestjylland kun var periferi set fra Østdanmark. Store dele af Jylland udgjorde et naturligt opland til Hamburg, og efter at havnefaciliteterne var bragt i orden, lå Vestjylland ikke længere væk fra København end fra verdenshandelens centrum, London.

Bogen er i sin form en klassisk historisk afhandling, der føjer væsentlige aspekter til vores forståelse af det 19. århundredes landbosamfund og økonomi. Den er lang, men veldisponeret. Den almindeligt interesserede læser kan også sagtens følge med. Bogen skal ikke mindst som inspiration og opslagsværk være anbefalet de mange slægtshistorikere, der nok skal finde en fjern grandfætter i det omfangsrige navneregister.

Graugaard er en rutineret skribent, og han skriver historie, som om han er kommet let til sit arbejde. Men det er netop det fine ved det. Dette er bestemt ikke et stof, der har serveret sig selv for forfatteren på et sølvfad. En uendelighed af dage skal tilbringes på offentlige arkiver og i private gemmer med stakke af notesbøger, regnskabshæfter, testamenter, skøder, toldpapirer, dagbøger, kirkebøger, udklip, og hvor pokker ellers disse kreaturhandleres liv og virke hat sat spor.

Esben Graugaard har ved siden af et omfattende lokalhistorisk forfatterskab passet en stilling på Holstebro Museum. Det er ikke hverdagskost, at grundforskning lader sig gøre i en kommunal ansættelse, og man kan håbe, at hans overordnede lader propperne springe med et kvalifikationstillæg i dagens anledning. Det er i hvert fald godt, at det akademiske system har en institution som doktorgraden til at fejre en indsats som hans. Her er ikke blot tale om en flittig forsker, der har sat sig ind i et stort materiale og samlet det i et lærd værk.

Ud over sagkundskaben er bogen præget af en organisk fortrolighed med landskabet og egnen, dens bygninger, fortidslevn og dens mennesker. Det afspejler sig ikke mindst i den gode billedredaktion. Her er en forfatter, der kan se nordvestjyderne i øjnene og fortælle dem, hvem de er, og hvor de kommer fra.

(Politiken 26. okt. 2006)