Far er død

Henrik Jensen: Det faderløse samfund. People’s Press, 484 sider, 349 kroner.

       

Erkendelsen af autoriteternes og gudernes fald, »Far er død«, er et af de uopslidelige grundtemaer i det moderne samfunds civilisationskritiske selvopgør. Die vaterlose Gesellschaft er nærmest en genre for sig i det tyvende århundredes tyske litteratur. Herhjemme kendes figuren fra Poul Behrendts bog fra 1984, ’Bissen og dullen’, som hævdede at rødstrømpernes sejr ikke ligger i fremtiden, men i fortiden. Bogen slog en stor breche i 68’ernes allerede smuldrende frontlinje. Behrendt påstod, at vi ikke lever i et patriarkalsk, kvindeundertrykkende samfund, men at de kvindelige værdier for længst havde sejret.

Over denne vinkel skærer Henrik Jensen historien om hele det 20. århundrede. Hovedrollen indehaves af Otto Gross (1877-1920), morfinist, psykoanalytiker, boheme og vegetar. Han eksperimenterede hæmningsløst med sine medmennesker, en psykoanalysens svar på dr. Mengele, som Henrik Jensen skriver. Han gjorde et karismatisk indtryk på den liberale intelligentsia i det hendøende tyske kejserrige, ikke mindst kvinderne. Hele Gross’ skæbne formede sig som et fader- og autoritetsopgør. Han ville frigøre sig selv og ikke mindst sin egen seksualitet fra fortidens autoritet. Hans modstykke i samtiden var den aseksuelle og afmålte Max Weber (1864-1920).

Det faderløse menneske er det moderne menneske ifølge Jensen. Det lyster mere, end det lystrer, nyder mere end det yder. I det moderne samfund betragtes behovsopfyldelse som mere normsættende end pligtopfyldelse. ’Jeg’ er vigtigere end ’vi’, frigørelse er bedre end fastholdelse, selverkendelse rigtigere end lærdom, oprør overtrumfer autoritet, terapi afløser syndsforladelse, Freud udvisker Emma Gad, mor erstatter far.

Bogen er væsensforskellig fra Jensens tidligere bog, ’Ofrets århundrede’ fra 1998, hvor han beskrev den europæiske historie i det 20. århundrede som én lang reaktion på Første Verdenskrigs granatchok. Konklusionen er sådan set den samme, nemlig at den moderne kultur har en grundskade, det selvoptagede hedonistiske klynkeri.

Forskellen består i, at ’Ofrets århundrede’ lige så vel kunne være skrevet 75 år tidligere. Analysemodellen var tydeligt inspireret af den stærkt spekulative Oswald Spengler, som under indtryk af Første Verdenskrig tillagde hele den europæiske kulturkreds individualpsykologiske udviklingstræk, identificerede et kompliceret historisk forløb med et antropomorft skæbnedrama.

Jensens nye bog er noget mere analytisk og beskriver mere, end den kopierer mellemkrigslitteraturen. Der er mange gode iagttagelser og rammende formuleringer. Min favorit er hans lille skitse af portrætbusten som faderkultens emblem og hans karakteristik af Vesten som »en kolos på larvefødder«.

Bogen er bestemt ikke fri for at være moraliserende, endda formanende, og den konsekvente fastholdelse af pointen hælder mod det opulent generaliserende. En spådom om et kommende ’titanisk kaos’ virker nærmest hul, og den afsluttende kritik af velfærdsdanskeren minder mistænkeligt meget om en gammel mands klage over, at alle vil kræve deres ret, og ingen gøre deres pligt. Jensen kommer i passager til at glemme sin egen påpegning af, at heller ikke den gamle patriarkalske pligtkultur var særlig attråværdig. Ikke alene Gross, men også Max Weber var jo ulykkelig.

I den pædagogiske debat er fraværet af den maskuline rollemodel meget aktuel, fordi det danske uddannelsessystem er i færd med at tabe en hel generation af drenge på gulvet. Teenagere af hankøn er med Evelyn Waughs ord frastødende skabninger, ødelæggende for fred og ejendom, kejtede og kluntede, selvhævdende og i det hele taget uegnede til civiliseret selskab. Moderne pædagogik har ingen tjenlige midler til at holde dem i ave. Autoriteten savnes.

Man vil genkende mange af Jensens pointer fra de seneste års ikke-marxistiske samfundskritik med Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelts ’Kritik af den negative opbyggelighed’ som et af de seneste bidrag. At budskabet er sivet ind allerede efter de første par hundrede sider skal være den forfatter tilgivet, der skriver så godt, som Henrik Jensen gør. Problemet er sandelig også vigtigt, og løsningen ligger ikke ligefor. Fadertabet er en ægte tragedie, for der er ingen troværdig kompensation. Det 20. århundrede har set alt for mange ulykkelige forsøg på at indsætte en ny far – Stalin, Hitler, Mussolini, førstnævnte endda med det tsaristiske tilnavn ’lillefar’.

Henrik Jensen er en belæst og reflekteret forfatter. Hvad han sammenlagt leverer, er en af flere fortolkningsnøgler, der kan åbne en dør til indsigt i det europæiske hus. Det er op til læseren ikke at forveksle nøglen med huset.

(Politiken 21. okt. 2006)