Manden der vendte historien på hovedet

Thyge Svenstrup: Arup – En biografi om den radikale historiker Erik Arup, hans tid og miljø. Museum Tusculanum, 828 sider, 475 kroner.

Erik Arup var et af de mest betydningsfulde navne i det 20. århundredes historievidenskab. Han blev født i 1876 i et lægehjem i Slangerup i Nordsjælland (af Svenstrup med påståelig stringens kaldet Nordvestsjælland). Som elev af Kristian Erslev blev han en del af den radikale historikertradition, historievidenskabens svar på det moderne gennembrud. Som ung lovende, internationalt orienteret videnskabsmand blev han ansat til at ordne Udenrigsministeriets arkiv. Han blev siden departementschef og statsrådssekretær i den radikale regering Zahle indtil sin udnævnelse til professor på Københavns Universitet i 1916.

Arups mest betydningsfulde resultat var hans gennemgribende omtolkning af den tidlige middelalder. Han var modstander af at skrive historien som en kronologisk rækkefølge af helte, konger og krige og så i stedet på samfundet nedefra, fra folkets, bondens perspektiv. Det var en berigende udvidelse af historikernes arbejdsfelt.

Desuden havde Arup et skeptisk syn på kirkens selvforståelse. Han så f.eks. ikke korstogene som et oprigtigt ønske om at udbrede kristendommen, men som en måde for konge og kirke at få mere magt og rigdom på. Absalon var mindre biskop og mere godssamler og realpolitiker. Som tommelfingerregel gælder, at konger, adel og gejstlighed oftest optræder i skurkerollen i den radikale historikerskrivning, mens den fri bonde og borger er idealet.

De radikale historikere lancerede sig selv med en ikke ringe selvfølelse som de første rigtige historievidenskabsfolk, fordi de mente at have systematiseret den historiske metode, kildekritikken. De var positivister af overbevisning, dvs. at de kun ville fremlægge, hvad man positivt kunne vide om fortiden uden utidig romantisk spekulation. Som ideologi er positivismen i slægt med den litterære realisme, der også har forsøgt at tage patent på sandheden. Den klassiske positivist er en , en arkivrotte.Quellenfresser

Når den radikale historiker ikke arbejdede på sin lærde disputats om økonomisk historie, skrev han antiklerikale og pacifistiske Kroniker til hoforganet Politiken. Den radikale historikertradition kunne i grunden være så ucharmerende, præget som den var af et pragmatisk nærmest kynisk syn på verden og en åndløs materialisme. Den var imidlertid også et helt nødvendigt opgør med nationalmytologien.

Arups hovedværk var den ufuldendte Danmarkshistorie, hvis første bind (1925) allerede i sin samtid blev udsat for massiv kritik. Den var også en taknemmelig skydeskive. De national-konservative rasede over, at fædrelandets stolte fortid, som man kender den fra Saxo, blev sølet til. Der var ikke sten på sten af Saxos troværdighed tilbage, da Arup havde været der med sit kildekritiske dissektionsbestik. På den anden side kunne hans positivistiske fagfæller med største lethed pege på de stort opsatte hypoteser og spekulationer, der var uden det nødvendige kildebelæg.

Det arupske og radikale overherredømme i historiefaget klingede af i årtierne efter hans død i 1951 til fordel for den metode- og emnepluralisme, der stadig hersker. Når Cepos udtrykkeligt peger på Arup som en hovedmodstander i deres kamp om genfortolkning af fortiden, slår de på en mand, der for længst ligger ned.

Denne disputats er stor uden at være teseførende. Grundighed er naturligvis en fordel, især hvis man vil være dr.phil., men stoffet er ikke prioriteret skarpt nok, og det afspejler sig i en alt for stor detaljerigdom uden den arupske sans for overbindende synteser. Værket er i sig selv en god illustration af en af historikerpositivismens uvaner, det nærsynede sandhedsbegreb, der mener, at enhver kendsgerning, for hvilken der findes kildebelæg, også er en væsentlig sandhed. Kun sjældent løftes blikket for at skue horisonten rundt. Især savner jeg en klarere redegørelse for baggrunden for radikalismen, der skal søges i fransk intellektualisme. Det finder man f.eks. meget klart formuleret hos et andet radikalt historikerkoryfæ, lærebogsforfatteren og ministeren P. Munch.

Disputatsen er velskrevet og for historikere nærmest uomgængelig. De fleste lægfolk kan antagelig godt leve foruden. Den er gennemsaglig, ikke noget glødende forsvar for den radikale historikertradition, og såmænd heller ikke for Arup selv. Det er kun alt for tydeligt, at han foruden at være meget dygtig og flittig var et vanskeligt menneske, rethaverisk, utilgivende, selvoptaget.

Han inviterede nærmest til modstand. Han havde med held fremmet sin elev, Albert Olsens, og modarbejdet den fremtrædende konservative historiker Vilh. la Cours ansættelse som professor, hvilket fik la Cour til at offentliggøre sin mening om Arup. Sin stridbare natur til trods ville Arup ikke forfølge sagen civilretligt. Statsadvokaten fandt dog grund til at anlægge en straffesag mod la Cour i Helsingør Byret. Her blev la Cour frikendt for bagvaskelse, mens hans ærekrænkende udtalelser mod Arup blev kendt ubeføjede. Straffet blev la Cour altså ikke, og dommen var i realiteten et større nederlag for Arup end for la Cour. Sagen var ikke alene forsidestof i samtiden, men har omtrent været genstand for stående drøftelser blandt historikere siden, om ikke andet så som eksempel på, hvor galt det kan gå i en faglig diskussion.

(Politiken 5. okt. 2006)