I dødens tjeneste

Frederik Strand: Førerens germanske arm – SS i Danmark (Høst & Søn, 316 sider, 299 kroner).

       

Historie Schutzstaffel der NSDAP, bedre kendt som SS, var i sin oprindelse i 1920’erne Hitlers personlige livvagt og opretholder af partidisciplinen. I det tyskbesatte Europa vandt organisationen en meget stor betydning som politimyndighed, efterretningstjeneste, forvaltere af kz- og udryddelseslejre samt ikke mindst i form af den militære gren, Waffen-SS, der omfattede nogle af den tyske krigsmaskines eliteenheder.

Organisationens loyalitet over for den nazistiske ideologi i kombination med en brutal og voldsforherligende kultur gjorde SS til et af de vigtigste og mest effektive instrumenter i gennemførelsen af Hitlers ambitioner. Samtidig var SS også uafhængig af staten i en sådan grad, at man kan tale om en stat i staten.

Danmark var – som det så ofte understreges – et særtilfælde blandt de besatte lande. Forestillingen om dansk suverænitet blev opretholdt efter 9. april, og derfor blev kontakten mellem besættelsesmagten og de danske myndigheder varetaget ad traditionelle kanaler via Udenrigsministeriet. Først i løbet af 1943 og især 1944 blev den tyske fremfærd i Danmark stadig mere brutaliseret som et resultat af, at de diplomatiske og politiske instanser havde udspillet deres rolle, og tilsvarende steg aktivitetsniveauet i organisationer og grupperinger som Gestapo, Sipo, Sicherheitsdienst, Peter-gruppen og Schalburgkorpset, der alle i sidste ende sorterede under SS.

I ’Førerens germanske arm – SS i Danmark’ argumenterer Frederik Strand for, at SS spillede en større rolle i det besatte Danmark end hidtil antaget. Det begyndte før besættelsen med placering af agenter og fortsatte derefter som en opbygning af f.eks. Germanische Leitstelle i København, et propagandakontor for den storgermanske drøm.

En af bogens hovedpersoner er Werner Best. Da han tog til Danmark som rigsbefuldmægtiget i november 1942, var det bl.a. med erfaring fra en stilling som departementschef i det tyske udenrigsministerium. Han var dr.jur., og det var besættelsesmagten meget om at præsentere den nye mand som en saglig og mindelig bureaukrat, ikke ulig det eftermæle, som Best selv søgte at skabe sig. Bests CV omfattede imidlertid også en af de højeste poster i SS med rang af Obergruppenführer. Han havde så rigelig sin lod og del i tyske krigsforbrydelser før udstationeringen i Danmark.

Strand mener, at Bests SS-fortid havde stor betydning for hans handlinger og hans muligheder for at manøvrere politisk. På den anden side mener Strand også, at SS havde stor forståelse for den særlige rolle, som Danmark spillede for Tyskland. Af hensyn til ikke mindst den store fødevareproduktion handlede det for tyskerne om at bevare roen i det besatte land. Man kan lige så vel tale om en tysk som en dansk eftergivenhedspolitik. Så må man derfor spørge: Hvis SS’ indirekte indflydelse i det besatte Danmark bestod i, at SS gjorde, præcis hvad den civile tyske administration ville have gjort, hvordan kan man så konstatere, hvad der skyldes indflydelse fra SS?

Et andet væsentligt spørgsmål er, hvorvidt man overhovedet kan tale om SS i bestemt form ental? Forestillingen om én sammentømret enhed styret af Reichsführer SS Heinrich Himmlers stærke hånd viser sig uholdbar, når man læser Strands fremstilling, der netop lægger stor vægt på, at også SS var et hus i splid med sig selv – en organisation så omfattende, at den ene hånd hyppigt ikke vidste, hvad den anden gjorde.

At ikke alle trak på samme hammel viser modsætningsforholdet mellem tyske og danske nazister. Den danske nazifører, Frits Clausen, var til umådelig ulejlighed for SS med sine krav om indflydelse på den førte politik, f.eks. rekrutteringen til Frikorps Danmark. Det endte med, at Clausen blev sendt i et ikke særlig frivilligt eksil som læge på et lazaret ved østfronten, hvor han fik ry for at være både uterlig og drikfældig. Det passer så godt til vores billede af Clausen som en latterlig ridder af en forrykt ideologi, at de færreste ulejliger sig med at sætte spørgsmålstegn ved det. Imidlertid er der sandsynligvis tale om rygter bevidst sat i omløb af tyskerne selv for at miskreditere Clausen blandt hans egne. Skarn kan man også gøre uret.

Frederik Strand er af en anmelder blevet beskyldt for at bryde med videnskabelig redelighed, fordi han forsømmer at henvise til andre historikere, hvis pointer han tydeligvis gør brug af. Det er god skik i historieforskningen, at man i en afhandling ridser op, hvad andre har skrevet om emnet. Det tjener to formål. Det er for det første udtryk for almindelig faglig høflighed at anerkende kollegaernes resultater. For det andet sætter det tingene i perspektiv for læseren at vide, hvad der er nyt, og hvad der bygger på eksisterende litteratur. For en periode af så ømskindet aktualitet som besættelsestiden, der oven i købet i forvejen er så tæt belagt med tolkninger, er det en delikat øvelse, som Frederik Strand af en eller anden grund har udeladt fra sin bog. Det er unægtelig meget uheldigt. Til Strands fordel må det siges, at han har været langt nede i det originale kildemateriale, som der løbende henvises til.

Skubber man den meget alvorlige anklage om videnskabelig uredelighed til side, er der tale om en interessant bog, der argumenterer ihærdigt for sin hypotese. Mange steder indbyder Strands synspunkter til den slags diskussioner og indvendinger, som er en uomgængelig del af beskæftigelsen med fortiden. Det er ikke et problem i sig selv. De, der er uenige med Strand, skal nok vide at lade høre fra sig.

(Politiken 30. sep. 2006)