En tænketanks projektansatte læserbrevsskribenter

Kasper Elbjørn og David Gress (red.): 20 begivenheder der skabte Danmark (Gyldendal, 408 sider, 299 kroner). Udkommer i dag.

        

Når man ser på gruppen af det liberalt-konservative Danmarks offentlige talsmænd, tænker man på folkeviddets karakteristik af regeringen Monrad i 1863. Den blev kaldt ’Millionen’, fordi den bestod af en ener og seks nuller. Enerne i dag er folk som Henning Fonsmark, Per Stig Møller, Ditlev Tamm, Birthe Rønn eller Søren Krarup. De er ved lejlighed og med afveksling nemme at blive rivende uenige med, men de er sågu’ ikke til at komme uden om. Det er imidlertid synd at sige om dem, at de udgør en samlet front.

Tænketanken Cepos er et forsøg på at råde bod på den strategiske misere. Den skal pilotere en liberal-borgerlig bastion i den offentlige debat som eksplicit konkurrent til det velsmurte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Der skal ikke herske tvivl om, at det er både tiltrængt og berettiget.

Denne seneste udgivelse fra Cepos tager tyve problemer eller episoder fra danmarkshistorien op. Bidragene er med et par undtagelser skrevet af folk, hvis væsentligste kvalifikation er ideologisk driftsikkerhed snarere end egentlig sagkundskab. Hvad bogen egentlig vil fortælle sin læser af nyt får stå hen.

Det gælder f.eks. David Gress’ kapitel om 1864 og det store nederlag. Det er velfortalt og bygger på den ældre standardlitteratur om emnet. Han slipper næsten helskindet fra sin fremstilling af det vanskelige slesvigske problem. Hans forsøg på at sammenligne den danske politik op til nederlaget i 1864 med april 1940 og fodnotepolitikken i 1980’erne falder til gengæld til jorden.

Henrik Gade Jensen skriver om 1700-tallets samfundstænkning. Han forsøger med Holberg som forbillede at forene oplysningstænkning, liberalisme og konservatisme og ender med et halvkvædet forsvar for enevælden.

Gade Jensens andet bidrag om den liberale købmand Andreas Peschke Køedts kamp mod planøkonomien under Første Verdenskrig er meget mere interessant. Bent Blüdnikow fortsætter sit opgør med venstrefløjen i 1970’erne, nu blot i skikkelse af et opgør med danske intellektuelles hyldest til den franske revolution i 1790’erne. Der er stadig ikke dyb forskning, men i det mindste mere underholdende.

’Brandes-bashing’ og prygl til PH hører til en moderne højrefløjsskribents standardrepertoire. Sven Hakon Rossel gennemfører øvelsen for Brandes’ vedkommende. Vi får at vide, at Brandes i sin polemik ganske fortegnede sine modstandere. Det er ærlig talt ingen nyhed for særlig mange. Rossel kunne passende rette skytset mod sine medforfattere, der flittigt benytter dette trick. Kunsten at få ret består i at udvælge sig eller til nød opfinde en modstander, der repræsenterer et tilpas latterligt synspunkt.

Cepos er ikke kommet sin ambition om at være en troværdig forskningsinstitution meget nærmere.

Antologien løfter sig ganske mod slutningen, hvor flere yngre forskere – stadig med et erklæret ideologisk udgangspunkt – tillader sig den luksus at have et nuanceret syn på både de seneste årtiers historie, men der er sammenlagt for lidt substans i bogen til, at man kan tage den alvorligt. Cepos virker stadigvæk som et foretagende af projektansatte læserbrevsskribenter. Mere pondus, om vi må be’.

(Politiken 28. sep. 2006)