Dette udvalg af statsministerens taler gennem 30 år udgives i anledning af, at Anders Fogh Rasmussen fra 19. september er den længst siddende statsminister, som Venstre har haft nogensinde. Den hidtidige rekord indehaves af Niels Neergaard, der var regeringsleder 1908-09 og 1920-24. Det er udgivernes ønske at vise, at Anders Foghs politiske ståsted ikke har ændret sig så meget, som nogle hævder. Det kan de godt have ret i.
Fjendebilledet er stabilt. Det har hele tiden været Socialdemokratiet og nærmeste omegn. Hovedingredienserne i statsministerens kulturkamp blev rørt sammen længe før tiltrædelsen i 2001. Statsministeren er en udmærket taler. Talen i anledning af grundlovsjubilæet 1999 er et klassisk liberalt forfatningspolitisk manifest, som medlemmer af den nuværende regering og især støttepartiet ville have gavn af at læse.
Interessante er en prædiken, som Fogh holdt i Godthaabskirken 5. november 1992, og et foredrag fra 2005 holdt på Vartov efter invitation fra Kirkeligt Samfund (ikke kirkesamfundet Vartov som en billedtekst påstår), hvor Fogh gør sig til talsmand for en grundtvigsk-tidehvervsk teologi. Det viser, at der også er et gammelt ideologisk sammenfald mellem statsministeren og de højregrundtvigianske Tidehvervsfolk i Dansk Folkeparti.
I hvert fald en ting har ændret sig i årenes løb. Anders Fogh har fået et væsentligt mere positivt forhold til staten, end han havde i sine yngre dage. Det hænger antagelig sammen med, at han selv er rykket ind i centrum af statsmagten. Da han blæste til kulturkamp i begyndelsen af 2003, kom det bag på mange. (Her mangler i øvrigt den centrale tekst, et interview fra januar 2003). Det skyldtes som nævnt ikke, at synspunktet var nyt. Det nye bestod i, at han videreførte en retorik, der genremæssigt hører til oppositionen.
Det er dem uden for magten, der taler i drakoniske kampmetaforer og pisker en stemning op. Man kan normalt regne med, at en nybagt regeringsleder tager statsmandsminen på og forsøger at være inkluderende med standardformuleringen »Jeg er også statsminister for dem, der er uenige med mig«. Det forsøgte Anders Fogh faktisk også i sin tiltrædelsestale 4. december 2001, hvor han erklærede, at klassekampen var slut, og at der ikke længere skulle være forskel på ’dem’ og ’os’. Den linje opgav han imidlertid.
Hele dynamikken i hans succes er fastholdelsen af kampen, den fortsatte revolution, om man vil, og den stopper ikke, før den sidste kulturradikale socialist-halalhippie-christianit-rundkredspædagog-terroristmuslim er rullet i tjære og fjer.
En væsentlig del af Anders Fogh Rasmussens kulturkamp er et forsøg på at omtolke historien. Hans berømte tale på Søofficersskolen i anledning af 60-året for augustoprøret i 1943 brød afgørende med den tolkning af krigen, der hidtil havde været fremherskende blandt politikere.
Det glemmes dog ofte, at statsministerens pointe var foregrebet af Brian Mikkelsen tidligere på året. Alle tidligere statsministre havde forsøgt at gøre samarbejdspolitikken og modstandskampen til to sider af samme sag – forståeligt nok for at lade glansen fra frihedskæmperne smitte af på de gustne politikere – mens Anders Fogh med rette mener, at de to parter repræsenterede modsatrettede synspunkter.
At han i dette spørgsmål tager modstandsbevægelsens parti, er ikke mindst bag kulissen et opgør med bondepartiet Venstre, der dengang profiterede på samarbejdet med tyskerne. Parallelt hermed gør statsministeren sig til enerepræsentant for vinderne af den kolde krig, og i samme bevægelse får han placeret oppositionen – især de radikale og Socialdemokraterne – på tabernes og forrædernes hold. Det er alt sammen meget velgennemtænkt og subtilt gjort.
Det er ikke den subtile elegance, der præger udgiverne af talerne. Charlotte Wognsens billedtekster er et ubegavet opkog af de værste fraser og platheder, som kulturkampen har budt på. Ejvin Bjørnkjærs kommentarer er udtryk for en nærmest tøjlesløs beundring for statsministeren kombineret med uklædelig mangel på respekt for andre synspunkter end hans egne – det vil sige statsministerens. Hans forsøg på at sætte talerne i politisk kontekst tjener ikke til oplysning. Bogen præsterer en klæbrig leflen for magten i en grad, som selv ikke Cepos har gjort sig skyldig i. Har Anders Fogh Rasmussen virkelig ikke sagt noget som helst kritisabelt i 30 år? Det har han med stor sikkerhed, men så længe talerne udgives i en stærkt beklippet form som her, må det blive ved formodningen. Man må spørge, hvordan udgiverne kan opgive al selvstændig tankevirksomhed, fungere som selvbestaltet propagandaorgan for statsministeren og samtidig kalde sig liberale? Hvor er det lille bitte pip af uenighed, den selvstændige tanke, der tilkendegiver, at de ikke er lydige partifunktionærer i en etpartistat?
(Politiken 19. sep. 2006)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar