De store monologers mand

Frederik Vinding Kruse var konservativ af den gamle skole og brød sig ikke meget om demokratiet.

Jens Evald: Frederik Vinding Kruse. En juridisk biografi (Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 492 sider, 498 kroner).

Professor dr.jur. Frederik Vinding Kruse (1880-1963) var ingen typisk jurist. Han beskæftigede sig frejdigt med emner som filosofi, politik og naturvidenskab ud over sit juridiske forfatterskab. Som retslærd blev han læst langt ud over landets grænser, og han fik æresdoktorater ved flere udenlandske universiteter.

Det er imidlertid også sigende for hans karakter, at han var så fortørnet over ikke at være blevet æresdoktor i Sverige, at han på et tidspunkt skrev til en kollega i Lund og spurgte, hvorfor denne indlysende mangel ikke var udbedret for længst. Frederik Vinding Kruse var forfængelig, stædig, selvretfærdig og hård. Han var i sin ungdom en ferm bryder i de tungere vægtklasser og håndterede offentlig polemik med en tilsvarende hårdhændet mangel på finfølelse. Han var - med Evalds rammende udtryk - de store monologers mand.

Hans eftermæle er i høj grad bestemt af et trebindsværk, 'Det kommende Samfund', fra 1944, hvori han kritiserede demokratiet. Han gjorde sig til talsmand for en såkaldt saglig regering. Dette tilsyneladende neutrale udtryk dækker over den opfattelse, at demokratiet kun bringer de populære til magten, ikke de bedst kvalificerede.

Der er ingen tvivl om, at Vinding Kruse betragtede sig selv som saglig og velkvalificeret, og han optrådte også på alternative ministerlister, der blev opstillet af højreorienterede kredse under besættelsen. Nazisterne bejlede til ham, men han holdt dem fra livet. Han var måske højreradikal, men ikke af den slags, der gik tolv af på dusinet i mellemkrigstiden. Hans foragt for demokratiet var ældre, aristokratisk. Han var også af den slags, der så ned på Hitler, ikke så meget fordi han var diktator, som fordi han var opkomling.

Det er derforheller ikke så overraskende endda, at Vinding Kruse endte med at kritisere retsopgøret, fordi dets forløb var bestemt af folkestemninger snarere end af saglige retsprincipper. Han hyldede eneren, ikke mindst Erik Scavenius, hvis politiske stil på mange måder var i slægt med provisorietidens elitære godsejerstyre. Estrup, Scavenius og Vinding Kruse havde arrogancen til fælles. Slægten Vinding Kruse havde dog ikke så mange tønder land at have den i. Faderen og farfaderen var toldembedsmænd i Jylland.

Vinding Kruse var som jurist naturretstænker. Han kom derfor i et modsætningsforhold til den senere professor Alf Ross, der i Wien havde stiftet bekendtskab med positivismen. Naturretten antager, at lovene og deres forvaltning blot er redskaber for dybereliggende retfærdighedsprincipper, mens retspositivismen kritiserer denne tanke som spekulativ, for jura beskæftiger sig ikke med idealistisk etik og moral, men derimod med gældende lov. Der er med andre ord ingen forskel på ret og retfærdighed for en retspositivist.

Vinding Kruse holdt længe Ross ude fra indflydelse i dansk retsvidenskab. I 1945 så Ross imidlertid en mulighed for at fiske i rørte vande. Han insinuerede, at Vinding Kruse havde været nazisympatisør, og straks fik Vinding Kruse et helt fakultet af sidste dages hellige på nakken. En efterfølgende injuriesag rensede hans navn, men for sent. Ross havde benyttet åbningen til at befæste sin stilling, og i årtier derefter blev retspositivismen den herskende filosofi blandt Københavns Universitets jurister. Vinding Kruses ufortjente ry som quasiquisling klæbede til ham og prægede hans sidste år.

Evald har valgtså streng en kronologisk ordning af stoffet, at han ofte må afbryde en igangværende redegørelse med løftet om at vende tilbage til den senere. Det virker somme tider, som om han har haft hele Vinding Kruses privatarkiv og litterære produktion liggende foran sig i en kronologisk ordnet stak og har skrevet sin bog, efterhånden som han er nået ned i bunken. At følge et levnedsløb i streng tidsfølge gør, at læseren aldrig farer vild, men til gengæld får fremstillingen gerne den form, som et normalt liv også har: hændelse på hændelse, stort såvel som småt. Evald afstår fra at ordne stoffet i overensstemmelse med de principielle spørgsmål, som kan udledes af historien om Frederik Vinding Kruse. Jeg synes f.eks., at analysen og perspektiveringen af Vinding Kruses politiske skrifter stopper, netop som de er ved at blive interessante. Gennemgangen af det 'Det kommende Samfund's 1.200 sider overstås på bare to sider.

Jens Evald er selv professor i jura i Århus, og det er en indlysende fordel at have en sagkyndig som guide gennem juristen Vinding Kruses liv. Kun alt for sjældent åbner jurafaget dørene for udenforstående og viser rundt i det, der faktisk er en spændende akademisk disciplin.

At historikeren Evald fejlagtigt udnævner P. Munch til statsminister og Max Ballin til sekretariatschef i Det Radikale Venstre kan muligvis ophidse enkelte caffelattedrikkende læsere med tilknytning til Politiken og en kandidatgrad i historie, men vi lader nåde gå for ret. Billedredaktionen kunne til gengæld godt trænge til et pift. Det skal dog ikke forstyrre hovedindtrykket af en virkelig interessant og læseværdig biografi.

(Politiken 31. dec. 2005)