Geologiens helgen

Alan Cutler: Steno. En biografi om anatomen og præsten Niels Stensen, der løste gåden om strandskallerne på bjergtoppene. Oversat af Werner Svendsen (Gyldendal, 264 sider, 275 kroner).

       

Biografi

Videnskabshistorie er en vanskelig genre. Man har ofte og med rette bebrejdet historikere, at de savner den fornødne indsigt i naturvidenskaben. Sagkyndige har ingen som helst vanskeligheder med at udpege de mængder af malabarisk vrøvl, som gennem tiderne er skrevet om naturvidenskab. Især synes der ingen ende at være på de fejlagtige udlægninger af kvantemekanikken.

Når derimod naturvidenskabsfolk kaster sig ud i videnskabshistorien, bliver gengivelsen af de videnskabelige sagforhold ganske vist mere korrekt, men til gengæld kommer der ofte noget uinteressant historieskrivning ud af det. Det bliver gerne til en triviel fortælling om kongerækken af genier, der i rad og følge gav hvert deres bidrag til videnskabens strålende fremskridt, og hvem vi kan takke for, at naturvidenskaben er nået så langt, som den er. I denne udgave bliver fortiden reduceret til en uinteressant, ufuldstændig udgave af nutiden.

Geologen Alan Cutlers bog om Niels Stensen følger denne tradition. Den er først og fremmest en hagiografi, en helgens levnedsbeskrivelse. Cutler betragter Stensen som grundlæggeren af sit fag, og det er da også vanskeligt ikke at dele hans beundring efter endt læsning. Cutlers begejstring er smittende, og en vankundig historiker er oven i købet blevet en del klogere på geologi. I Danmark har Stensen som en af fædrelandets stolte sønner fået gader, et gymnasium, et hospital og et museum opkaldt efter sig, men i udlandet er han knap så kendt. Bogen fik i den amerikanske originaludgave en fin modtagelse, ikke mindst fordi den har åbnet den engelsktalende verdens øjne for Stensens geni.

Stensen blevuddannet i København, egentlig i medicin, men i trit med tidens lærdomsideal interesserede han sig for alt muligt andet også. Som akademiker tog han det latinske navn Nicolai Stenonis, som en senere tradition har forkortet til Steno. Han var en fremragende og fingerfærdig anatom, der med skalpel, sonde og en skarp iagttagelsesevne opdagede bl.a. udførselsgangen fra ørespytkirtlen i mundhulen, ductus parotideus, stadig i dag også kaldet ductus stenonianus.

Først og fremmest blev han dog kendt som en af de første, der gav en moderne forklaring på, hvorfor man kan finde spor af muslingeskaller og andre havdyr i bjergegne langt fra havet. Man havde hidtil haft den teori, at mineraler vokser på samme måde som andre af naturens fænomener. Ideen er ikke så tosset, som den lyder, for hvordan forklarer man ellers sådan noget som nyresten? Andre foreslog, at skallerne var skyllet op under syndfloden.

Steno tolkede derimod de lag, hvor der forekom spor af havlevende dyr, som aflejringer i det, der engang har været havbund. Han havde dog kun nogle vage forestillinger om, hvilke kræfter der kunne have gjort havbund til bjergtop. Den del af Stenos geologi, man stadig bruger, er nogle grundlæggende principper om stratifikation, jordskorpens lagdeling, der fortæller om rækkefølgen af lagenes tilblivelse. Dermed var grunden også lagt for den idé, at jordens geografi har gennemgået en meget mere dramatisk og længerevarende udvikling end førhen antaget. Den bibelske beretning om syndfloden var en helt utilstrækkelig forklaring.

Man skal ikkegå til Cutler for at blive klogere på danmarkshistorien. Den is, som svenskerne gik over i 1658, var altså ikke Øresunds. De kom vestfra og krydsede først Lillebælt og siden Langelandsbæltet for at komme til Sjælland. Det er svært at bebrejde ham sådanne fejl, for der foreligger faktisk kun ganske lidt på engelsk om Danmarks historie, som han har kunnet støtte sig til, men det er da besynderligt, at forlaget ikke har gjort den arme geolog den tjeneste at sende manuskriptet til en konsulent. Vil man have Stenos historie i en mere historisk korrekt indpakning, skal man konsultere det netop udkomne første bind af 'Dansk naturvidenskabs historie'.

Når bogen alligevel er både læseværdig og vellykket, skyldes det, at Cutler tager Niels Stensen alvorligt. Stensen var nemlig ikke blot »forud for sin tid«. Han var også en del af sin tid, hvilket bl.a. indebar, at han troede på Gud og på, at Bibelen var en kilde til sandhed. Han konverterede til katolicismen og tilbragte de sidste år af sit liv som titulær biskop og missionær for romerkirken i det vantro Nordeuropa. Han opgav sine studier og levede et asketisk liv og efterlod sig ved sin død som 48-årig i 1686 ikke andet end det tøj, han gik og stod i.

Det interessante er, at der ikke er noget modsætningsforhold mellem naturforskeren Steno og katolikken Steno. Kirken protesterede aldrig over hans resultater, og selv havde han ingen anfægtelser. Romerkirken saligkårede Steno i 1988, så han er helt i både kirkens og geologernes verden. Alt for ofte ser man forholdet mellem naturvidenskab og religion beskrevet med krigsmetaforer, som om der var tale om en evig og uoverstigelige modsætning. Videnskabshistorien i almindelighed og historien om Steno i særdeleshed viser, at beskrivelsen af grænsen mellem videnskab og religion som en frontlinje langtfra er udtømmende.

Den væsentligste anke mod bogen er billedredaktionen. Man ser kun de samme gammelkendte kobberstukne portrætter af parykklædte 1600-talslærde, som der går 12 af på dusinet. Ikke et fossil, ikke en eneste skaldet sten eller muslingeskal har man fundet det for godt at afbilde, selv om en mineralogisk samling er noget af det mest fotogene, der findes. For nu slet ikke at tale om1600-tallets naturaliesamlinger og raritetskabinetter, der er så utroligt spændende og farverige, at kun en meget fattig fantasi ikke kan finde billedstof heri.

(Politiken 14. jan. 2006)