Det brune Danmark

René Rasmussen: Front og bro - Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945, (Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, i kommission hos Padborg Bog og Idé, 2 bind, 1050 sider, 398 kroner).

Dette værkom Flensborg Avis og dens stilling i grænselandet i en vanskelig tid føjer sig til de seneste års lange række af tykke bøger om det Danmark, der dengang for godt 60 år siden var lidt mere brunt i kanten, end vi gik og troede. Der er kommet store biografier om de højreradikale førerskikkelser i Danmark, og flere indgående studier har vist, hvordan dansk erhvervsliv tjente store penge på at arbejde for nazisterne, hvordan den danske flygtningepolitik snarere understøttede end modarbejdede nazistisk befolkningspolitik, hvordan unge danskere i tusindtal meldte sig frivilligt til SS osv. osv. Naboskabet til Det tredje Rige var ganske enkelt for dominerende til ikke at sætte sit præg.

Heller ikke den danske presse holdt frihedsfanen så rasende højt. Den fulgte i vid udstrækning regeringens opfordring til ikke at provokere. Især ønskede man at undgå at udæske den tyske ekspansionstrang til også at omfatte det Nordslesvig, der få år før var blevet genforenet med kongeriget. Tilsvarende prioriterede Tyskland det venskabelige forhold til Danmark meget højt og gjorde meget for ikke at sætte det over styr. Berlin sørgede f.eks. for at lægge effektivt låg på lokale slesvig-holstenske ønsker om en grænserevision.

Denne høflighedernesterrorbalance efterlod et spillerum til en institution som Flensborg Avis, der i modsætning til de fleste andre aviser i Nazityskland bevarede en udstrakt redaktionel frihed. Avisen var nazisternes udstillingsvindue mod nord. Den kunne forlene den tyske regerings version af virkeligheden med et skær af troværdighed, samtidig med at dens relative frihed kunne demonstrere for læserne i Danmark, at så galt stod det da heller ikke til dernede.

På den anden side var avisen også blevet et instrument for danske interesser. Den modtog fra 1932 statstilskud fra Danmark, og det brugte den danske regering som løftestang til at påvirke den redaktionelle linje. Man skulle udvise høflig eftergivenhed over for Hitlers regime, men i øvrigt hævde grænsens urokkelighed.

Det huede i grunden ikke redaktør Christiansen, der som glødende dansksindet gerne havde set en grænsedragning væsentlig længere mod syd. Han havde et billede af det danske i Slesvig i almindelighed og af sin egen avis i særdeleshed som både bolværk mod den tyske påvirkning og som formidler mellem det nordiske og det germanske. Det udmøntede han i det prægnante udtryk 'Front og Bro', der også har givet dette værk sin titel. Christiansens aktive støtte til det danske mindretal var en torn i øjet på nazisterne.

Christiansen var foruden idealist også en besindig mand. Uden at være fuldblodsdemokrat lagde han afstand til de mere radikale kræfter i Danmark, der gerne så en politisk udvikling svarende til den tyske. Helt så ligevægtig i politisk henseende var bladets korrespondent i Berlin, Jakob Kronika, ikke. Han kom i 1933 for skade at anbefale en dansk nationalsocialisme. Senere kom han på andre tanker.

I 1940 måtte Christiansen give op over for lokale intriger, da han blev tvunget til at fratræde sin redaktørpost. Bladet fortsatte med at udkomme, men det stod ganske klart, at det foregik på nazistyrets nåde. Det samme gjorde sig gældende med det danske mindretal. Hvis det ikke var for Berlins ubrudte ønske om at bevare et godt forhold til Danmark, var der uden tvivl blevet gennemført en temmelig brutal fortyskning af Sydslesvig.

Rasmussen fortæller sin historie meget velafbalanceret. Tonelejet er befriet for enhver fordømmelse, og man erhverver en forståelse for hovedpersonens, Christiansens, tankegang og handlinger. Til gengæld er værket alt for langt til den normale læser. De 1000 tættrykte sider fordelt på to bind vejer tilsammen lige knap 3 kg. I det hele taget ligner det en disputats. Det dækker sit emne omtrent i størrelsesforholdet 1:1, det er velgennemarbejdet og velargumenteret, og det ville over lange stræk være endnu mere kedeligt, hvis ikke forfatteren skrev i et letflydende og mundret dansk. Tyske læsere er sat af fra begyndelsen, for der er ikke sørget for nogen Kurzfassung til dem.

Læselysten fremmes til gengæld væsentligt af værkets ufrivillige aktualitet. Da René Rasmussen for flere år siden begyndte at arbejde med forholdet mellem presse, regering og fremmede magter, kunne han af gode grunde ikke vide, at det igen skulle gå hen og blive et temmelig påtrængende problem. Efter de seneste ugers bulletiner fra ind til flere mellemøstlige fyrstendømmer må den danske regering nu sande Otto von Bismarcks visdomsord fra 1888: »Før eller siden kommer ethvert land til at betale for de ruder, dets presse slår ind«.

(Politiken 12. feb. 2006)