Sådan blev vi demokrater

Tim Knudsen: Fra enevælde til folkestyre (Akademisk Forlag, 224 sider, 269 kroner).

       

Det er såmænd ikke mere end 20 år siden, at Danmark var verdensmester i at være samfund, når vi selv skulle sige det. Vi mente, at vi havde verdens bedste sundhedsvæsen, verdens bedste skole, verdens bedste offentlige forsorg, verdens bedste offentlige transportsystem og ikke mindst verdens bedste demokrati. Dengang kunne vi med største selvfølge - og selvfølelse - ryste på hovedet af, hvordan andre lande havde indrettet sig. At fortælle danmarkshistorie var beretningen om, hvordan vi var blevet så glimrende, som vi var.

I begyndelsen af 1980'erne begyndte historikere som f.eks. Uffe Østergaard at stille spørgsmål til danskernes selvforståelse. Og svaret på spørgsmålet er, at forskellen på os og de andre ikke består i, at vi er bedre, blot lidt anderledes. Den erkendelse følges nu af de fleste almindelige danskere, som ved selvsyn har kunnet konstatere, at der findes andre gode samfundsindretninger end vores egen. Den stueblege nationale selvtilstrækkelighed er blevet afløst af et friskt og knap så selvtilfreds udblik.

Tilsvarende skriver Danmarks historie sig ind i den europæiske. Vi er i store træk lige så moderne som vores nabolande. Når det trods alt stadig er interessant at skrive danmarkshistorie, skyldes det, at de danske fandt en særlig vej ind i moderniteten.

En af de forskere, der mest konsekvent har arbejdet med det særligt danske ved Danmark, den danske samfundsbygnings historiske rødder, er Tim Knudsen, uddannet historiker og professor i statskundskab. Han har netop udsendt denne reviderede udgave af en 15 år gammel bog om dansk demokratis historie fra reformationen frem til indtrædelsen i EF. (Et bind 2, der handler om tiden efter 1973 er undervejs).

For dem, der ikke kender historien, er det en god introduktion, og for dem, der har hørt den før, er der gode detaljer, nye vinkler og intelligente formuleringer. Det ser så let ud, men prøv lige at gøre ham kunsten efter. Denne sjældne kombination af dybde og lettilgængelighed stammer fra et virke på et endnu eksisterende universitet, hvor forskningens flyvske frihed møder undervisningens eksamensbundne virkelighed.

Danmark ergennem århundreder kendetegnet ved at have en stærk stat og et svagt militær, forstået på den måde, at den danske hær og ikke mindst flåde ganske vist engang var blandt Europas mest slagkraftige, men et særtræk er, at militæret altid har været loyalt mod statsmagten og aldrig ved hjælp af sin egen magt har søgt at gøre sin indflydelse gældende på den førte politik.

Det hænger sammen med adelens relativt svage stilling. Den blev især stækket af de enevældige konger, der ikke ønskede, at der fandtes et alternativ til den kongelige myndighed. I valget af embedsmænd - herunder officerskorpset - blev adelens medfødte privilegier systematisk undergravet til fordel for folk, hvis loyalitet gjaldt kongen. Det betød, at stillingerne i den danske centraladministration blev besat med ikke-adelige, og en positiv sidegevinst var, at de faktisk var kvalificerede.

Det havde igen sine konsekvenser. Det var det oplyste embedsborgerskab, der revolterede mod enevælden og dannede regering i 1848. De føjede ved den lejlighed blot den politiske magt til den administrative, som de havde i forvejen. Derfor var omvæltningen ikke så stor, i hvert fald ikke i København. I den anden ende af landet var prisen for statskuppet to blodige krige.

Enevælden bidrog også til den stærke danske tradition for lighed og egalitarisme. En af mændene fra 1848, officeren og politikeren A.F. Tscherning, kaldte det den nivellerende absolutisme. Fordi kongen stod så højt over sine undersåtter, blev alle lige i forholdet til ham.

Knudsens ærinde med at pege på kontinuiteten fra enevælden til i dag er ikke mindst at pege på arvens skyggesider. Hans kritik retter sig især mod den offentlige forvaltning, der traditionelt er præget af lukkethed og en alt for høj grad af formløshed. Det offentlige ankesystem f.eks. er med Knudsens hårde og præcise ord »et sammensurium af eksperter, embedsmænd, dommere og folketingsmedlemmer, der trodser princippet om adskillelsen af magtens grene og ethvert krav om gennemsigtighed«.

Hvornår fik vi da demokrati i Danmark? Af de tre instanser, der udgør et moderne demokratis væsentligste elementer, lægger Knudsen vægt på den lovgivende og den udøvende magt, parlament og regering. Derfor kan man med rette mene, at demokratiet var gennemført med parlamentarismen i 1901 og kvindernes valgret i 1915. Regner man et udelt demokratisk sindelag blandt borgerne som et kriterium, var det på plads så nogenlunde i 1945. Først så sent som i 1953 blev parlamentarismen grundlovssikret. Bortset fra det er der tale om en meget konservativ forfatning. Ordlyden i 60 af dens 89 paragraffer har stået uændret siden 1849.

Hvis man medtager en retfærdig og uafhængig retspleje som en nødvendig forudsætning for demokratiet, kan vi tidligst tale om demokratiske tilstande efter retsreformen i 1919, som bl.a. indebar, at politimester- og dommerembedet blev adskilt. Og faktisk blev et af de seneste skridt i retning af en egentlig tredeling af magten taget i 1999, da Højesteret underkendte særloven om Tvind.

Det var første gang, den tredje statsmagt trådte i karakter som forfatningsdomstol og dermed i praksis markerede sin uafhængighed af de to øvrige. Endnu hører politiet dog til i justitsministeriet sammen med domstolene og anklagemyndigheden, i modsætning til de fleste andre lande, hvor politiet hører under indenrigsministeriet.

Bogen indbyder til refleksioner, og den bliver derfor en fornem demonstration af sin egen pointe, at demokratiet aldrig er sikret, men at det skal udvikles i en proces, der bl.a. indebærer læsning af gode bøger som denne. Vi har endnu mange fremskridt til gode.

(Politiken 25. marts 2006)