Pingos morfar, Rico

Jon Bloch Skipper: Sømandskongen (Aschehoug, 383 sider, 299 kroner).

Man skal ikke forvente afsløringer af celebre skandaler af denne bog. Den er ganske ufarlig og bygger i altovervejende grad på allerede eksisterende biografier og bøger. Der er heller ikke meget andet at gøre, når man skriver om det glücksborgske kongehus. Hoffet bevilger kun nødigt adgang til kongefamiliens arkiv, så vi er udelukket fra indsigt i deres politiske manøvrer, brevveksling og hofholdning. Vi må nøjes med den version, som kongehuset selv giver til bedste, hvad de gerne gør.

Især hovedpersonens to ældste døtre er gode fortællere. Familiens anekdoter serveres i den perfekt afrundede form, der stammer fra mange års trofast brug. Frederik blev født i 1899, mens hans oldefar, Christian IX, endnu regerede. Han blev officer i marinen, hvor han fik øgenavnet Rico og i øvrigt vandt sig respekt for sin kunnen og sine personlige kvaliteter. Her stiftede han nogle af sit livs væsentligste venskaber. Frederik var også en habil musiker. Kongelig husflid bliver altid rost uanset kvaliteten, men noget tyder på, at han faktisk var en dygtig dirigent. Og så var han jernbaneentusiast. Han kunne efter sigende DSB's køreplaner udenad og drak sin morgenkaffe af et stel fra Wagon Lit.

I søværnet herskede der en uformel omgangstone, der adskilte sig fra, hvad Frederik kendte fra sit barndomshjem. Christian X var en stiv og formel landkrabbe, der aldrig fik noget hjerteligt forhold til sin ældste søn. Kun den svenskfødte prinsesse Ingrid kunne blødgøre den gamle konge.

Kronprinsparrets bryllup i Stockholm 24. maj 1935 var en kæmpebegivenhed, og en halv million danskere tog imod dem, da de ankom med kongeskibet til København et par dage senere. Det var et usædvanligt fornuftigt valg af hustru, kronprinsen dér traf, og alt tyder på, at han oven i købet gjorde det af kærlighed; et inklinationsparti, som man siger.

Sammen skabte de to et billede af en moderne kongefamilie, der i grunden ikke var meget anderledes end andre lykkelige familier. Ingrid var smuk, charmerende og blev med tiden den uden sammenligning mest populære svensker i Danmark. Frederik var djærv og ligefrem, døtrene var yndige, og pressen fik lov til at tage en masse billeder fra privaten. Den majestætiske ophøjethed blev nu kun anvendt ved udvalgte lejligheder.

Bogen er ikke for den sarte republikaner. Man skal virkelig interessere sig for emnet for at sætte pris på den lejlighedsvise ophobning af selv meget små detaljer, der normalt hører til ugebladenes petitstof. Der tegnes et meget flatterende og ærbødigt billede af Frederik IX, og alt det gode, der er at sige om folk, kan jo ikke gentages for tit, så det bliver det. Til gengæld skal man ofte læse mellem linjerne for at finde konflikterne og kriserne. Frederik var vel og en liden stund, som han ikke skulle. Modsætningsforholdet til broderen Knud underspilles kendeligt, og selv kongens velkendte alkoholproblem overstås i høflig korthed.

Typisk for Bloch Skippers udglattende form er historien om, hvordan de to brødre, Frederik og Knud, på deres fars foranledning blev indmeldt i spejderkorpset, 1. og 2. Hellerup Trop i 1911. Spejdernes friluftsliv var dengang organiseret efter militære idealer, og det har givet passet Christian X godt. Tropsfører var ritmester Cay Lembcke. Mere hører vi imidlertid ikke om ham, og det burde vi nok. Lembcke var højrenationalist af den langskaftede skole og grundlagde i 1930 det danske nazistparti.

Det betyder jo ikke, at prinserne marcherede glade af sted under nazistisk førerskab, men oplysningen kunne bidrage til at tegne nogle linjer i deres politiske opdragelse. Det gode var, at det ikke bed på Frederik. Christian X var meget konservativ og på dette tidspunkt præcis som Lembcke ingen overbevist tilhænger af parlamentarismen. Frederik derimod havde som regent et uanstrengt forhold til Folketinget og kom til at stå på god fod med bl.a. fremtrædende socialdemokrater.

Der er gode grunde til at beundre Frederik og Ingrid for deres måde at forvalte deres vanskelige embede på, og derfor er der intet forgjort i at skrive pænt om dem. Bloch Skipper tenderer dog konsekvent i retning af de uinteressante høfligheder, også i de mere principielle betragtninger om kongehusets funktion. Lidt mere skarphed i kanterne kan umuligt skade nogen.

(Politiken 24. dec. 2005)