Dengang på barrikaderne

Tine Eiby: Til tjeneste - Dengang i 70erne (Gyldendal, 232 sider, 249 kroner). Udkommer i dag.

       

Tine Eibys (f. 1957) erindringer er en intelligent analyse af totalitarismens natur. Hun tager udgangspunkt i sine egne erfaringer med Tvind, beboeraktivisme på Nørrebro og en grunduddannelse på RUC i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Det vil sige, at hun egentlig kun taler på egne vegne, men perspektiverne rækker videre. Der er gods nok i denne bog til at gøre fyldest som et generationsportræt.

Marxismens epoke er som fortid meget mere fjern, end den korte afstand i tid umiddelbart tilsiger. Man skal ikke være meget yngre end forfatteren for at tilhøre en sildefødt generation, der kun kender tiden af omtale. Den har der så til gengæld været rigeligt af - omtalen, eller kulturkamp, som det jo er blevet til. Selv fra Folketingets talerstol gøres der regnskaber op fra dengang.

Eiby er en sympatisk forfatter, der søger selvransagelse snarere end fordømmelse. Selvfølgelig slipper vi ikke for et par celebre citatprøver fra den uudtømmelige pulje af hårrejsende og tåkrummende vrøvl, der blev skrevet dengang, men de tjener kun som illustration. De er ikke bærende for bogens pointe.

Tine Eiby tog på Den Rejsende Højskole i Tvind i 1976. Hun kom fra et pænt hjem i Nordsjælland med en pæn studentereksamen til dette besynderlige sted, hvor kollektivismen, den anti-akademiske askese og den gennemført totalitære bevidsthedskontrol herskede. Hun tager læseren med ind i Tvinds klaustrofobisk-paranoide univers, og man forstår lidt af de mekanismer, der gjorde glade, nysgerrige, unge mennesker til forskræmte og underkuede disciple. Det er, hvad Eiby forstår ved totalitarisme. Den handler i første række ikke om beundring for Enver Hoxhas Albanien og Pol Pots Kampuchea eller om voldsberedskab og planerne om en blodig revolution herhjemme. De var kun afledte fænomener af denne verdensanskuelse, som uniformerede en hel generations bevidsthed, og som prædikede frihed og kritik, men praktiserede ensretning og dogmatik.

Mekanismerne fortsatte under lidt friere former i Nørrebro Beboeraktion og på RUC, hvor alle kappedes om at udvise proletarisk bevidsthed. Fraktionering var den hyppigste organisationsform. Man kritiserede hinanden i et væk, men det handlede først og fremmest om, at de andre ikke var socialistiske nok. Rammen var givet på forhånd og stod ikke til debat. Bortset fra det var Nørrebro Beboeraktion ikke uden reelt formål. Eiby minder om, at der var brug for reformer i et kvarter, der hørte til bunden af den europæiske levestandard.

Hvornår holdt det op? Hvornår mistede denne bastante venstrefløj luftherredømmet i den offentlige debat? Når man skal periodisere, udpege overgange fra den ene epoke til den næste, fristes man ofte til at ty til meget luftige begreber som 'tidsånden' eller 'udviklingen'. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, heller ikke for Eiby, og hun leverer faktisk nogle gode forslag til, hvordan den indre logik i venstrefløjen førte til ændringer.

Afprivatisering var et af halvfjerdsermarxismens nøgleord. Alt handlede om samfundet. Der var ikke plads til de personlige følelser og individuelle behov. Det ændrede sig omkring 1980, da seksualitet kom på dagsordenen: kærlighedens vilkår i senkapitalismens krise. Der blev åbnet for en hane med et usædvanligt stort overtryk, som Eiby skriver. »Venstrefløjens behov for at læse, skrive og diskutere om andre emner end dem, der knyttede strengt an til så usexede emner som arbejde, produktionsforhold og klassekampen, som den mentes at udspille sig ude på arbejdspladserne, var enormt«. Det åbnede for det private, i første omgang i den forstand, at det private også er politisk, som rødstrømperne sagde, men det legitimerede også beskæftigelsen med individuelle ønsker og behov. Der var skudt en breche i kollektivismens revolutionære barrikader.

Her slutter Eibys beretning. Vi får skitsen til det videre forløb. Nogle kulturkæmpere mener, at halvfjerdsertankegangen først led sit afgørende nederlag ved valget i 2001 eller endog senere. Jeg er tilbøjelig til at give Eiby ret, når hun antyder, at det faktisk allerede var slut i midten af 1980'erne. Det er sådanne spørgsmål, der gør kulturkampen kompliceret, for hvordan kan man spille kulturkamp, når man først skal slås om, hvad stillingen egentlig er? Hvem havde egentlig overtaget hvornår? Skal man lære noget af halvfjerdserne, må det blive, at de, der kalder sig undertrykte, meget vel kan være dem, der i virkeligheden har magten.

(Politiken 29. marts 2006)