Fra dengang man blev klippet i arbejdstiden

Anders Laubjerg: Den store bølge – erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser. Forlaget Sohn, 301 sider, 249 kroner.

       

Denne bog består af 30 interview, især med ældre faglærte arbejdere, smede, nittere, formere, maskinarbejdere fra B&W og enkelte andre store industriarbejdspladser. Anders Laubjerg er selv formand for de københavnske smedes afdeling 1 inden for Dansk Metal.

Han har nedfældet folks fortællinger om hverdag, kammeratskab, arbejdsliv og konflikter. Det er en prisværdig indsats af en privatmand, for historikerne og især museumsverdenen er kommet sent i gang med at registrere og bevare minderne fra dengang København var en industriby. Det var en epoke, der begyndte i 1870’erne og randt ud godt 100 år senere.

Bogen oser langt væk af den selvbevidsthed og patos, som arbejderbevægelsen tidligere kunne mobilisere. Det var disse mænd, der skabte det moderne Danmark, hvis de selv skulle sige det, og det er ikke en følelse, der kaster megen selvironi af sig. Stoltheden over veludført metalarbejde fylder til gengæld ikke meget i fortællingerne. Faktisk ser det i erindringerne ud til, at en arbejdsplads som B&W nærmest gik ud på at undgå at arbejde. Hvis håret vokser i arbejdstiden, har man også krav på at få det klippet i arbejdstiden, var ræsonnementet.

Der krævedes heller ingen særlig lejlighed for at drikke en bajer andet end bajeren selv. Den var selvfølgelig helst fra arbejderbevægelsens eget bryggeri Stjernen. »Hvor mange arbejder på B&W« spurgte man, og københavnerviddet svarede: »Åh, omtrent halvdelen«.

B&W var i mange år både et særtilfælde og et kernestykke i de københavnske arbejdsmarkedskonflikter. Værftet var særligt, fordi det var en af kommunisternes få højborge i byens storindustri, og det var centralt, fordi arbejdspladsen var så stor og toneangivende. »Hvad siger man på B&W«, var standardspørgsmålet, når vindretningen skulle pejles ved overenskomstforhandlingerne.

Efter krigen leverede værftet skibe til Sovjetunionen, og det har ganske givet ikke svækket de kommunistiske fagforeningsfolk på Refshaleøen. De havde mange håndtag at rykke i, når de talte med ledelsen.

Erindringen om fagbevægelsen domineres af det ret markante modsætningsforhold mellem socialdemokrater og kommunister. Partierne sloges indbyrdes om magten i fagforeningerne. I praksis betød partibogen ikke altid helt så meget, fordi tillidsmændenes personlige kvaliteter var afgørende for, om de faktisk nød kollegernes tillid.

Der er vidnesbyrd om, at socialdemokrater har talt pænt om en kollega, »selv om han er kommunist«. Der gives på den anden side også tilfælde af medlemmer af DKP, der blev mobbet ud af en socialdemokratisk domineret arbejdsplads.

Efter splittelsen af DKP og dannelsen af Socialistisk Folkeparti i 1959 kom der også SF’ere ind i fagbevægelsen, og de fik senere selskab af maoister og andre stiklinger fra venstrefløjens botaniske mangfoldighed.

Søren Søndergaard fra Enhedslisten, der også har givet et interessant interview til bogen, repræsenterede i sin tid som skibsbygger på Refshaleøen de meget fåtallige trotskister.

Det måske vigtigste interview i bogen er med former Jens Nielsen. Det bliver for alvor interessant, når man erfarer, at Jens’ bror hed Thomas (1917-92), den tidligere formand for LO. Her får man per stedfortræder historien bag denne samtidige til Anker Jørgensen, og man forstår, hvilket spring Thomas Nielsen måtte tage, da han i 1982 erkendte, at fagbevægelsen havde sejret ad h... til.

Man forstår også den bitterhed, der knytter sig til denne erkendelse, ikke så meget over tabet af prestige eller magt, men over, at verden har forandret sig så meget, at fagbevægelsen sejler uhjælpeligt ud af kurs, fordi dens bane blev udstukket under helt andre historiske betingelser. Det er en god bog om de faktiske forhold i jernindustrien, for så vidt Anders Laubjerg forekommer at være et samvittighedsfuldt menneske, der har ønsket at lade ellers uhørte røster komme til orde. Der er en god historie i alle mennesker. Det handler blot om at lytte.

Her vil mange fra generationen født 1920-40 genkende sig selv i en tid, der ikke er så lydhør over for netop dem. I sine egne kommentarer havde Laubjerg ikke behøvet at stryge sine meddelere så meget med hårene. Fagforeningsmanden savner lidt kritisk distance til stoffet.

Et navneregister ville have gjort underværker for strølæseren, der til gengæld kan fryde sig over en meget fin billedredaktion.

(Politiken 6. jan. 2007)