Gyldne dage

Gregers Dirckinck-Holmfeld (red.): Christian 4.s København (Politikens Forlag og Golden Days in Copenhagen, 208 sider, 199 kroner).

       

Med Christian IV kom byplanlægningen til København. Før den tid havde byen ganske vist både slot og havn, men det hele lå klodset sammen, som det nu faldt sig. Der manglede panache. Den vindskibelige konge kastede sig over arbejdet med store cirkelslag og lange sigtelinjer. Ikke alle planer blev virkeliggjort, men alligevel var byen ved kongens død forvandlet til en noget mere præsentabel forestilling. Kun slottet var den samme uplanlagte elendighed som før.

Trods sin titel handler denne antologi faktisk kun i begrænset omfang om København, men det skal ikke lægges den til last, for den giver til gengæld et kvalificeret og facetteret billede af renæssancens kultur. Charlotte S.H. Jensens bidrag om hverdag og fest hos menigmand er første klasses formidling. Mogens Bencards analyse af et af Rosenborgs store oliemalerier af Christian IV udfolder på få koncentrerede sider væsentlige dele af kongens selvforståelse og udenrigspolitik. Hans-Henrik Appel bruger den morsomme historie om kongens skotske lejetropper til at sige noget væsentligt om krigskunsten.

Skolebogsdefinitionen af renæssancen er, at det var den epoke, der genopdagede antikken, bragte lys til middelalderens religiøse mørke og satte mennesket i centrum. Kirsten Todes beretning om adelsdamen Karen Gøye, der modsatte sig et arrangeret ægteskab, er et godt eksempel på tidens nye type menneske: en kvinde, der vil selv.

På andre områder holder definitionen ikke, har forskningen efterhånden fundet ud af. Middelalderen var ikke så mørk og antikken slet ikke så glemt endda, og renæssancen var ikke særlig oplyst i nutidig forstand. Videnskaben indgik i sammenhænge, der er helt fremmed for os. Niels-Knud Liebgotts artikel om Tycho Brahe som kongelig astrolog giver et godt indblik i tidens og Brahes magisk-religiøse forestillingsverden.

Det er en gennemført præsentabel bog, der er skabt til at ligge fremme og blive bladret i. Redaktionen drager fuld nytte af renæssancens rige billedunivers. Om man kan lide den grafiske tilrettelæggelse er en smagssag. Valget af Gregers Dirckinck-Holmfeld til redaktør er udmærket, for så vidt han har ansvaret for bidragenes høje kvalitet.

Hans dømmekraft slap imidlertid op, da han valgte selv at skrive et langt forord og desforuden at give små introduktioner til hvert afsnit. Han ved tydeligvis noget om mange ting, men han har ikke så meget forstand på renæssancen som epoke, at hans strøtanker fra ture i Norditalien kan holde til at udkomme i stift bind med smudsomslag og mærkebånd. Hans indledning til Morten Fink-Jensens artikel om religion og heksekunster efterlader endda læseren med det indtryk, at redaktøren ikke helt har forstået sin forfatters pointe.

(Politiken 26. aug. 2006)