Hey ho for Jutlandia

Peter Frederiksen: Jutlandia. Danmark i Korea- krigen 1950-53. Høst og Søn, 276 sider, 299 kroner.

       

At det danske bidrag til Korea-krigen endte med at blive hospitalsskibet ’Jutlandia’, var egentlig lidt af et tilfælde, men da ideen først var tænkt, viste skibet sig at være en nærmest ideel løsning. Problemet var, at danskerne gerne ville vise den gode vilje, men meget nødigt ville stille tropper til rådighed i kampen mod det kommunistiske Nordkorea.

Ganske vist var der officielt tale om en FN-indsats, en international reaktion på en åbenlys nordkoreansk aggression, men det var også en amerikansk krig, den første store, åbne konflikt i den kolde krig. Amerikanerne havde ikke så meget brug for den militære støtte som den legitimitet, en bred koalition kunne give krigen i Korea.

Den danske udenrigspolitik var i den umiddelbare efterkrigstid i færd med at famle sig vej ind i den vestlige alliance. Med den sovjetiske besættelse af Bornholm i endnu meget frisk erindring var det de danske regeringer meget om ikke at provokere østblokken for meget. Og selv om tanken om et nordisk forsvarsforbund blev skrinlagt, var der stadig et ønske om nordisk samklang i internationale spørgsmål. Svenskerne stillede med et feltlazaret, og nordmændene foreslog transportskibe. Hvad var da mere logisk, end at det danske bidrag blev et hospitalsskib?

’Jutlandia’, et ombygget passager- og lastskib, der var chartret hos ØK, blev et meget synligt og stærkt symbol på det danske ønske om at engagere sig internationalt, uden at det gjorde vold på den danske selvforståelse som en fredselskende og humanitært nation. Alle kunne bruge ’Jutlandia’. Selv Kim Larsen har lavet et barn på hende. Også amerikansk presse ofrede skibet stor positiv opmærksomhed, fordi den amerikanske offentlighed havde brug for at vide, at USA ikke stod alene, som en forbindelsesofficer udtrykte det.

Den tidligere modstandsmand Ole Lippman formulerede den højstemte danske stolthed over ’Jutlandia’ ved at beskrive skibet som en repræsentant for Danmark, der bringer »bud om vor tekniske kunnen – og humanitære indsats – bud om vore traditioner som søfarende nation – og sidst, men ikke mindst bud om vor beredvillighed til at opfylde vore forpligtelser i det aldrig håbløse arbejde for freden og vort lands bevarelse«.

Projektet blev planlagt og ledet af Røde Kors. Til skibet valgte man en helt igennem civil besætning. Der var lejlighedsvise kompetencestridigheder mellem søfolkene og den medicinske stab, et problem, der på de amerikanske hospitalsskibe var løst med en enstrenget militær organisering. Danskerne tonede ikke helt så rent flag. Røde Kors skal i enhver konflikt være upartisk, men det kneb med at leve op til idealet. Næsten ingen nordkoreanere modtog behandling på skibet, og kun efter særlige forhandlinger lykkedes det at opnå tilladelse til at behandle civile koreanere. Det kom der naturligvis nogle rørende historier ud af. Den danske indsats er endnu i dag bevaret i meget venlig erindring i Korea.

Peter Frederiksen skriver ’Jutlandia’s historie set fra personalets synsvinkel. Han gør brug af breve, dagbøger, interview og erindringer til at genkalde situationer og indtryk på nært hold. Mange besætningsmedlemmer oplevede på ’Jutlandia’ deres livs eventyr. Frederiksens bog er skrevet i respekt for deres indsats. Velgørende er hans diskrete blik for konflikterne, problemerne og dilemmaerne. Det er dem, der for alvor gør stoffet interessant.

Forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft har begået et forord, som han ikke overraskende også benytter til at belære sin efterfølger om, hvad man kan lære af historien. Der er egentlig ikke brug for den slags politisk læsevejledning, for bogen gør så sobert rede for sit emne, at den interesserede læser sagtens selv kan drage sine konklusioner.

(Politiken 23. dec. 2006)